Vi skal læse og fejre forfatteren Karin Michaëlis, fordi hun insisterede på, at humanismen findes, hun gav sproget finurlige og poetiske vitaminer, og fordi hun var en aktivist, der både kunne skrive og handle.
Af cand.mag. Johan Rosdahl
Ikke mange kender forfatteren Karin Michaelis (1872-1950) i dag. Måske er hun for sær? Eller for svær? Men det manglende kendskab har en forklaring: Mangel på omtale i de gængse litteraturhistorier, meget lidt opmærksomhed i forskning og undervisning på universiteter, og så selvfølgelig: mangel på genudgivelser. Det på trods af, at hun har et stort og bredt forfatterskab: omkring 70 udgivelser i flere genrer blev det til; dertil utallige kronikker og debatindlæg.
Nu er hun ikke engang nævnt, f.eks. i de gængse lærebøger for gymnasiet.
Karin Michaëlis var aktivist: hun kæmpede for kvinders og børns rettigheder, for fred og mellemfolkelig forståelse og mod alle slags overgreb og uretfærdighed som f.eks. nazismen. Hun oparbejdede et kæmpe netværk med forfattere, kunstnere og politikere og deltog i internationale konferencer, blev lyttet til og havde høj status i de sammenhænge, hun var med i.
Derfor skal Karin Michaelis og hendes store, specielle og på flere måde aktuelle forfatterskab synliggøres: Hun er blevet udnævnt til Årets Klassiker i anledning af hendes 150-års dag den 20. marts. To af hendes romaner bliver genudgivet, og på selve dagen afholdes en konference om hendes forfatterskab i hendes fødeby: Karin Michaëlis 150-års fødselsdag | Randers Bibliotek
Liv og værk
Hun blev født i Randers i familien Brøndums beskedne hjem og voksede op i en tryg barndom. Hun havde tidligt havde blik for andre og mere fantastiske verdener, som ses i hendes værker, hvad enten de er skrevet som fiktion eller som ”almindelige” erindringer. Som stor pige ville hun egentlig gerne være pianist, og da hun senere flytter til København, bliver hun undervist af den kendte musiker Victor Bendix. Samtidig er hun så småt gået i gang med at skrive i et forfatterskab, der skal ende med at være enormt - både i antal udgivelser, udbredelse (hun blev oversat til adskillige sprog) og i oplag. Klaver-drømmen opgiver hun - Bendix mener, at hun nok skal blive til noget stor ”bare ikke som pianist!”
Hun møder den anerkendte forfatter, nu ikke meget læste, Sophus Michaelis som færdes i det københavnske, litterære miljø omkring bl.a. Georg Brandes. De forelsker sig og gifter sig. Og ikke længe efter udkommer hendes første bøger, ikke stor litteratur og ikke særlig godt anmeldt - måske fordi Sophus havde været lidt for emsig i sin angivelige hjælp til hendes skriveri? Skønt de tre første bøger 'Højt Spil', '1898', 'Birkedommeren og Fattige i Aanden', tematisk antyder vigtige temaer i forfatterskabet, har de nu mest interesse som penneprøver fra en forfatter, der endnu ikke har udviklet sin helt egen stil.
Første gennembrud
I 1902 skriver Karin Michaëlis romanen 'Barnet', på et tidspunkt hvor Sophus er bortrejst. Den bliver hendes første gennembrud. Det gør den, fordi den meget enkelt, følsomt, men usentimentalt, beretter om et kuldsejlet ægteskab. Den er set med barnets øjne, så læseren får det svigtede barns følelser og tanker helt tæt på. Oversættelsen til tysk af Mathilde Mann har formentligt gjort sit til at bogen blev en kolossal bestseller i Tyskland - og den blev i øvrigt udgivet i 13 lande. Bogen, som var forfatterens egen yndlingsbog, kan opfattes som en støtte til troen på det tyvende århundrede som barnets. Den svenske forfatter og feminist Elle Key havde i år 1900 udgivet bogen Barnets Århundrede som med samfundskritik og engagement havde peget på en anstændig og fri børneopdragelse i skole og hjem som en nødvendig vej til et bedre samfund. Ellen Key var som Michaëlis selv barnløs, men stålsat i troen på det gode moderskabs vigtighed. I Herman Bangs anmeldelse af Barnet skriver han, at bogen er vigtig for forældrene for ”Børn ser og Børn ser meget”.
Samme år udgiver hun 'Lillemor' – en lille skrap roman som udkommer samtidigt på tysk, også i Mathilde Mans oversættelse. I de to romaner ses for alvor den stil og skrivemåde som bliver kendetegnende for Karin Michaelis. Hun kommer helt tæt på personerne ved ofte at lade dem ”tale” selv i brevets eller dagbogens form. Dermed undgår læseren ”omvejen ” gennem en overordnet fortæller. Vi får personernes følelser og tanker mere direkte. Den direkte form betyder også at personernes sprog bliver en vigtig, hvis ikke den vigtigste, del af deres identitet. Et eksempel er et dagbogscitat fra Barnet. Barnet (som faktisk er teenager) skriver om sine forældre. Læg mærke til hvor meget vi får at vide, både om forældrene, det skrivende barns forhold til dem og om den skrivende selv - hendes spontanitet, iagttagelsesevne, barnlighed og tænksomhed:
"Naar jeg holder Far om Panden kan jeg føle, at vi hører sammen ligesaa tæt som to Øjne. Han kan lide akkurat det samme som jeg, og spiser heller ikke Ærter eller Kødsuppe. Og saadan kunde jeg da ikke røre ved en anden Mand - kun maaske Onkel Steffen, men han er ogsaa Fars Bror. Mon man ogsaa sommetider har mer end en Mor? [en veninde har fortalt at hun har flere fædre] Det kunde jeg da bedre tænke mig alligevel, for der er mange smaa Ting ved Mor, som ikke ligner mig. Hun trækker altid Vejret saa dybt, før hun gaar indad en Dør, som om hun var bange for nogen derinde. Jeg vil se efter i det store Leksikon. I Bøgerne synes jeg kun, man har to Forældre."
Det andet gennembrud
Den farlige Alder fra 1910 er ubestridt den mest kendte bog af Karin Michaelis. Det er ikke så mærkeligt: Den fik en masse omtale fordi dens emne var så grænseoverskridende: Den handler om kvindeligt begær med udgangspunkt i den krise en 40-årig kvinde oplever i forbindelse med overgangsalderen. Og det er for galt, mener både kvindelige og mandlige anmeldere. Bogen giver Michaëlis et image som skandaleforfatter, som man gysende kunne opleve, når hun optrådte med et foredrag om bogen og dens kontroversielle tema. adskillige steder i Tyskland i de følgende år. Den tyske presse er fuld af advarsler, nærmest trusler: Læs ikke bogen! Gå ikke til foredrag med forfatteren!
Sådan kunne det f.eks. lyde, her i form af åbent brev til Karin Michaëlis:
Hele indholdet af Deres bog har ikke det mindste at gøre med kvindens overgangsalder, og verden var ikke gået under og den litterære verdenshistorie ikke blevet fattigere, hvis De ikke havde skrevet bogen. Men hvis De havde givet den titlen ”Hysteriske kvinder” eller endnu mere betegnende, ”Om kvinder der lider af nymfomani”, så havde De ramt hovedet på sømmet, og Deres bog ville i det mindste haft en berettigelse. De er dansker, fru Karin Michaëlis. Jeg kender for lidt til Deres fædreland; det er muligt at man hos Dem har andre begreber. Men hvis Deres folks kvinder gennemsnitligt befinder sig på så lavt et trin med hensyn åndelig forfatning og moral som Deres bogs heltinde (..), så er Deres nation dybt at beklage, og vi tyske kvinder kan med fuld ret sige, uden at frygte at blive kaldt farisæere: ”Vi takker dig, Gud, for at vi ikke er som de danske kvinder.
Skribenten har nok ikke tænkt på, at sådan et brev af mange ville virke afskrækkende, men at endnu flere ville skynde sig at få fat i bogen!
Den sikrer i hvert fald Karin Michaëlis både berømmelse og penge. Pengene giver hende dels arbejdsro, selv om hun rejser rundt i et væk, men som hun også bruger på at hjælpe folk i nød. Under sine mange rejser kommer hun til Wien, hvor hun bliver gode venner med Genia Schwarzwald som leder en ”reform-pædagogisk” skole i Wien. Skolens moderne og frie principper for undervisning og opdragelse beskriver Michaëlis i Glædens Skole (1914). Hun beretter begejstret og indlevende om skolen og bogen får status som en slags grundbog for den schwarzwaldske pædagogik, der sammen med tankerne fra Montesorri, Pestalozzi og Fröbel er grundlaget for megen moderne pædagogik.
I 1914 er der krig og Karin Michaëlis vil med egne øjne se, hvad der sker. Ikke på fronten, men bag fronten. Reportagerne er ikke journalistiske, men en forfatters beretninger der skaber et levende, til tider poetisk indtryk af det civile liv bag fronten. Hun får teksterne udgivet som kronikker og samler dem i 1916 i 'Krigens Ofre' (genudgivet i 2016 på Gladiator)
Engagementet i verdenskrig (og den følgende fredsbevægelse) bliver, sammen med Karin Michaëlis fiktion hendes brand som betydningsfuld kulturpersonlighed.
Det tredje gennembrud kommer med romanserien 'Træet paa godt og ondt' (1924-30). Det er en ”erindringsroman”, hvor man følger hovedpersonens bevægelse fra et ”normalt” liv til kunstnerrollen - igen med en indfølende skildring af et barns udvikling.
Det fjerde gennembrud er en serie børne/pige-bøger. Syv bøger om ”drengepigen” Bibi fra 11-17 år, som har de rigtige holdninger, er god mod dyr og har en tolerant far, der som stationsforstander kan give hende rejsehjemmel til hvor som helst. Bibi-bøgerne fik, som andre af Michaëlis´ bøger, størst succes uden for Danmark. De blev også oversat til over 20 andre sprog og skal have været en af de mest læste ungdomsbøger i Europa. Serien beholdt sin popularitet længe i Italien, hvor der ovenikøbet i 1953 blev skrevet en ”uægte” Bibi-bog, hvor hun bliver katolsk gift med en italiensk læge!
Om Astrid Lindgren har fået inspiration til Pippi, er der vist ingen tvivl om.
Det afgørende træk i Bibi-bøgerne er pigens selvstændighed, mod og eventyrlyst, en rollemodel, kan man synes, der lever op til det bedste fra ’Glædens Skole’. Helt på samme måde som hovedpersonen i 'Den grønne Ø' - en utopi-skildring, hvor børnene får skabt et nyt samfund, hvor det gamle er brudt sammen. Den foregår på et let kamufleret Thurø, hvor Karin Michaëlis havde bolig.
'Den grønne Ø' er fiktionens svar på den ”kunstnerkoloni” som Michaëlis indrettede på Thurø til asyl for flygtninge fra Nazityskland, blandt andre Bertold Brecht.
Hvorfor skal vi læse og fejre Karin Michaëlis?
Det skal vi, fordi hun insisterede på at humanismen findes (f.eks. i 'Krigens Ofre'), og at barnet er roden til alt godt (f.eks. 'Glædens Skole'), hvis vi forstår det og behandler det ordentligt. Det skal vi, fordi hun gav sproget et skud vitaminer med de barnlige, finurlige og smukt poetiske måder at fortælle på.
Ud over forfatterskabet og dets litterære facetter, skal vi selvfølgelig også huske på Karin Michaëlis som en aktivist der ikke bare kunne skrive, men også handle. Hun var, med en formulering fra det italiensk magasin Elle ”en slags Amnesty International lang tid før det var opfundet”.
Kommentarer