Din misbruger

Personlige angreb og usømmelig omgang med sproget - det er lidt af hvert, man må stå model til, når man læser Lars Skinnebachs tredje digtsamling.

Lars Skinnebach er så småt ved at være gammel i gårde, som man siger inde i byen. Han debuterede i 2000 med digtsamlingen "Det mindste paradis". Siden da har han være en fast del af det danske digter/forfatterparnas, og er nu tilbage med sin tredje digtsamling.

Der foregår deciderede overgreb på læserne i Lars Skinnebachs digtsamling. Men hvilke overgreb! Det er svært ikke at føle sig stødt, og det er svært at lægge digtene fra sig igen. Digtene er rigtig gode, og der er masser af smukke små sprogblomster, som dog i Lars Skinnebechs verden er sært deforme og frastødende.

Der, hvor jeg måske nogle gange står af, er, når det bliver alt for abstrakt, hvor al jordforbindelse fjernes, og vi er oppe i de højere luftlag, hvor man ikke kan trække vejret. Dog må jeg indrømme, at det nogle gange virkelig lykkes Skinnebach at gøre sproget så lækkert, at man slikker sig om munden. 

Der, hvor digtene fungerer bedst, er, når der bliver talt direkte til en (så er det lettere at forstå for os tilbagestående). Så får man en ordentlig overhaling, og bliver sat på plads.

Et af digtene: "læs mig jeg har store bryster" har før været publiceret i litteraturtidsskriftet "Den blå port" (hvor Lars Skinnebach også har været redaktør), og jeg læste det udelukkende på grund af titlen. Jeg ledte længe efter de store bryster, men fandt i stedet et sjovt og overrumplende digt. Gid flere digtere solgte sig selv sådan.

Jeg kan rigtig godt lide "Din misbruger", men der er et eller andet beskidt og uartigt ved at læse digtsamlingen, og man har det lidt, som når man kommer til at stirre på kvinders bryster; man burde egentlig ikke, men man kan ikke lade vær’.

Gyldendal, 2006. 65 sider. Kr 150,-