Tavs som graven

Kriminalroman fra Reykjavik ..

"Den lille pige sad og gumlede på den, og han kunne straks se, at det var en menneskeknogle, da han tog den fra barnet".  

Med dette diabolske chok indfanges læseren helt bogstaveligt fra første sætning, og den fremragende islandske krimiforfatter slipper ikke sit ubønhørlige og hjertevridende greb før sidste side.

Det uhyggelige fund viser sig at være en del af et ca. 50 år gammelt skelet, som er dukket op til overfladen på en byggeplads i udkanten af det regnvåde, grå Reykjavik. Den melankolske men stædige kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, der også er hovedfigur i Indridasons første krimi,"Nordmosen", begynder at efterforske sagen som et sandsynligt mord.

På stedet lå før i tiden et sommerhus, hvis ejer blev underlig efter sin forlovedes mystiske forsvinden. Men dette er kun et af de spor, Erlendurs efterforskningsteam graver frem fra årene lige efter 2. verdenskrig. På mesterlig vis pendler forfatteren mellem det nutidige opklaringsarbejde og en rystende grufuld – ja uudholdelig – rædselsberetning om en psykopats fysiske og psykiske terror mod sin familie, mens de boede i sommerhuset. Man vånder sig ligefrem, og indvoldene snører sig kvalmende sammen. Det er næsten uundgåeligt, at det ender med mord - men hvem myrder hvem? Til det sidste holdes læseren i neglebidende spænding om skelettets identitet.

Som i størstedelen af moderne krimier fylder den ensomme, fraskilte Erlendurs privatliv meget. Man gribes uvilkårligt af hans desperate afmagt og uundgåelige skyldfølelse over for sin gravide narkomandatter, der indlægges i koma efter en spontan abort.

Bogen brænder sig ind på nethinden ikke mindst p.g.a. forfatterens stærke, lavmælte sprog. Men også troværdige nuancerede karakterportrætter og præcise tidsbilleder i fortid og nutid med en vemodig tematisering af den tidligere landbefolknings ensomhed og rodløshed som storbymennesker er med til at skabe en smuk, inciterende og altopslugende helhed.

Bogens melankolske tone minder meget om den svenske krimiforfatter Henning Mankell, men også engelske Alison G. Taylor dukker op i hukommelsen.

Vi er heldige at bo i Skandinavien i disse år, hvor den ene fremragende krimi sprøjtes ud efter den anden. Derfor siger det ikke så lidt, at Arnaldur Indridason to gange i rap har modtaget Nordens fornemste krimipris, Glasnøglen, for henholdsvis "Nordmosen" og "Tavs som graven". Som om det ikke var nok, er hans 3. bog, der desværre endnu ikke udkommet på dansk, nomineret til den islandske litteraturpris som den første krimi nogensinde. Hans popularitet i hjemlandet og den litterære hæder kunne ikke være mere velfortjent, så bid mærke i navnet – også selv om du normalt siger nej tak til en krimi!

Oversat af Kim Lembek. Forum, 2004. 265 sider. Kr 279,-