Sorteskyggen

Anden bog i den forrygende fantasyserie Spellslinger lever op til forgængeren med masser af humor og vild magi. En virkelig anbefalelsesværdig serie til børn fra cirka 12 år.

Hovedpersonen Kellen har forladt jan'Tep-folket, han er nu på flugt og har en dusør på sit hoved. Han rejser med Argosierkvinden Ferius, en utilregnelig kortspiller, og sin atypiske ven egernkatten Reichis, der også er stortyv af alt. Argosierne er mystiske og ofte lidt problematiske nomader, og egernkatte er både aggressive og særdeles mordlystne, så Kellen skal holde tungen lige i munden for ikke at ryge i yderligere problemer. Desværre er hans evner som Spellslinger ikke bedre end hans evner som jan'Tep-mager.

Kellen kommer for alvor i problemer, da han møder pigen Seneira, der ligesom han selv er angrebet af Sorteskyggen eller Dæmonpesten, som er en tilstand, der ses hos den angrebne som sorte skygger rundt om øjnene. Den spreder også sorte skygger hos personen indeni og er særdeles smertefuld. Senaira følges med en anden Argosierkvinde, Rosie, og sammen tager de alle til Senairas hjemby for at hjælpe Senairas lillebror, da han også er hårdt angrebet af sygdommen.

Sygdommen Sorteskyggen breder sig med voldsom hast. I begyndelsen har Kellen kun tanke for at redde sine nærmeste, men efterhånden som han indser, at han er offer for voldsomt bedrag og manipulation, beslutter han at finde årsagen til epidemien, og han vikles dybt ind i et farligt eventyr, hvor han oplever både afpresning og mord. Og flere og flere af de frygtelige hændelser peger på hans egne.

Jeg elsker egernkatten Reichis, som kun Kellen kan tale med, og det er meget heldigt, da egernkattens spidskompetencer er grove fornærmelser, arrige dødstrusler, blandet med en fanden-i-voldsk portion mod og en virkelig god humor. De andre hovedpersoner er også meget elskelige, og Ferius tilfører eventyret en voksen vinkel. Bogen er enormt spændende og virkelig godt fortalt. Sproget er flydende, og kapitlerne er korte, så man ikke føler sig fastlåst i lange sider uden ophør.

De forskellige former for magi, og den måde forfatteren har opbygget sin verden på, minder mig om Brandon Sandersons Ritmatikeren, hvor ondskab bekæmpes ved indviklede kridttegninger. Eller Peter V. Bretts serie om ’Dæmon cyklussen’, som er til den lidt ældre målgruppe.