Bog

Tryllebinder

Af (
2019
)

Anmeldelse

Tryllebinder af Sebastien De Castell

17 feb.20

Smuk og poetisk billedroman taler til sin læser gennem både tekst og billeder. En fortælling om skyld og uskyld og om at se klart, særligt med glasøje.

Bind tre i serien bygger på handlingen i de tidligere bind. Hovedpersonen Kellen er plaget af sortskyggen, der breder sig mere og mere, og som får mere og mere magt over ham. Han er endt som lovløs og flygter nu sammen med sin ven argosieren Ferius og den kamplystne og tyvagtige egernkat Reichis. Han ender i ørkenlandet Gitabria, som er en helt ny kultur med egen politik og egne traditioner, og som er kendt for sine fantastiske opfindelser.

Det viser sig, at landets største opfinder har skabt en fantastisk mekanisk fugl, som har tiltrukket spioner fra hele kontinentet. Spioner, der vil gøre hvad som helst for at få fat på fuglen. Hvad ingen ved er, at fuglen rummer en endnu mørkere hemmelighed, som kan starte en verdenskrig. Trioen får følgeskab af Nephenia, som vi har mødt før i en noget anden udgave, og hendes hyæne, Ishak. Kellen og hans lille gruppe skal nu forhindre en verdenskrig.

For hver bog Sebastien de Castell udgiver, afslører han endnu flere interessante lag hos sine hovedpersoner og flere overraskende hemmeligheder om dem. Hovedpersonerne udfolder deres træk, som vi kender og elsker; Ferius’ sorte humor og hendes vane med at sige alt, hun tænker, Reichis, der bider først og spørger bagefter, og Kellens udvikling frem mod en barsk og kompromisløs troldmand, der hele vejen føles troværdig, da han både tænker og opfører sig som et menneske.

Sebastien de Castell får sin læser til at overveje, hvor langt man vil gå for dem man elsker og sætter spørgsmålstegn ved den loyalitet, som vi bilder os ind, at vi har for hinanden. ’Tryllebinder’ indeholder masser af kampe, både ydre og indre. Hver dag skal både Kellen og vi, som læsere, tage stilling til, hvem vi vil være i dag; en helt, en udstødt eller en god ven.

Kellens dannelsesrejse minder en del om den rejse, som Harry Potter gennemgår. Serien bliver også her mere og mere dyster, jo ældre Kellen bliver, og de udfordringer, han stilles overfor, bliver sværere og sværere, måske med dødelig udgang.

Serien kan læses fra ca. 12 år og er ”et must” til fantasyelskere, tilhængere af ’coming-of-age’-litteratur, sublim, sort humor og tilhængere af bøger, der indeholder mange lag, der afdækkes langsomt, men troværdigt.

Bogdetaljer

Secondary title
Spellslinger, 3.bog
Forlag
Gyldendal
Oversætter
Hanna Lützen
Faustnummer
46265386
ISBN
9788702236736
Antal sider
396

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer