Anmeldelse
Skarp på aber
- Log ind for at skrive kommentarer
Owen Davey er en dygtig fortæller og illustrator, der kan formidle det vigtigste på få sider og fremhæver primaternes mangfoldighed.
Den fjerde bog i serien ’Skarp på…’, der ligesom sine forgængere er helt utroligt smuk og samtidig indeholder et beundringsværdigt niveau af informationer, når man tager det forholdsvis korte billedbogsformat i betragtning.
Bogen indledes med grundlæggende at forklare, hvad en abe er. At aber tilhører gruppen af primater, ligesom mennesker, og at de udviklede sig for ca. 35 mio. år siden. Der eksisterer heldigvis stadig mange forskellige aber, som er opdelt i fire grupper: store menneskeaber, små menneskeaber, egentlige aber og spøgelses- samt halvaber. Nogle lever i højlandet i Østafrika, og kaldes for østaber, mens andre lever i regnskovene i Sydamerika, og kaldes vestaber.
Aber er meget forskellige; verdens mindste abe er dværgsilkeaben, som kun er 17 cm lang inkl. hale, brøleaber kan brøle så højt at det kan høres op til 4,8 km væk og edderkoppeabens hale kan blive næsten 1 m lang og aben selv kun er ca. 60 cm lang! Desuden er aber så intelligente, at de kan lære af hinanden, bla. kan mange af dem benytte værktøj. En af de mest intelligente aber er den japanske makak, som elsker at ligge i de varme kilder, og som desuden lært, at salte deres søde kartofler!
Desværre mister de fleste aber deres levesteder pga. mennesker. Hvert år forsvinder regnskov på størrelse med hele Danmarks areal, men hvis vi alle sammen passer på, og køber miljørigtigt dyrket og fældet træ, samt tænker os godt om i hverdagen, er det måske ikke for sent at redde abernes levesteder.
Owen Davey er en dygtig fortæller, der kan formidle det vigtigste på få sider og fremhæver primaternes mangfoldighed, så læsningen gøres mere interessant. Desuden er han en vidunderlig illustrator, som benytter sig af billeder, der er en blanding af tegninger og digital udførte tegninger. Udtrykket er gammeldags, levende meget indbydende. Helheden består af spændende tekst, sammenflettet med stiliserede præcise illustrationer, som skiller sig ud. Jeg er sikker på at børn fra ca. 6 år vil forelske sig i den smukke bog og det samme vil de voksne.
Brugernes anmeldelser