Cecilie Lind leger med det yndige og lillepigede i et råt og sansestærkt skrift- og billedsprog, der strækker sig fra dunkel poesi til langdigte og romaner, der omhandler vores kulturs blik på kvinden – som mor, ung pige og seksuelt væsen.
Cecilie Lind (1991) debuterer med en række digte i ’Ulven åd min eyeliner’ (2010), men allerede i 2008 fik hun trykt digte i tidsskriftet Hvedekorn. Hun debuterede fra forfatterskolen i 2013 og har siden skrevet både poesi og prosa, såvel som langdigte, kortprosa og romaner. Senest Pigedyr (2022) om en ung pige der begærer og begæres. Romanen handler om Sarah, der står på tærsklen til voksenlivet og opdager, at hun har en effekt på mænd. ’Pigedyr’ er en foruroligende og sanselig lolitafortælling, set fra Lolitas perspektiv. Den rummer et skarpt blik på forskellige former for begær, herunder også magtrelationer mellem veninder og det at indtage en bestemt plads i en social sammenhæng.
Man mærker tydeligt, at romanen er skrevet af en digter på grund af den særegne skrift og det opfindsomme billedsprog. I de tidligere digtsamlinger som ’Dughærget pupil accelerer tusmørke’ (2012) fremstår det billedskabende sprog i fuldt flor, og skriften strømmer uden tegn og tydelig markering af begyndelse eller slutning. Lind beskæftiger sig meget med det kontinuerlige langdigt, som igen tages op i ’Strunk’ (2015) og fortsættes ind i ’Scarykost’ (2016) og Mit barn (2019). Her skriver Lind i korte, præcise vendinger, hvor strukturen mimer den kaotiske oplevelse af at blive mor, og den altopslugende kærlighed samtidig indgyder den største frygt. Som en del af fortællingen flettes det ind, at kvinden tidligere har lidt af anoreksi, hvilket yderligere lægger en dimension til det billede af kvindekroppen, der tegnes via fødslen og tiden derefter. Fokusset på kroppens erfaring er en tematik, der også kan spores i ’Scarykost’, hvor føden fremstår som en skræmmende modstander. Langdigtet ’Mit barn’ skriver sig ind i en række af nye danske udgivelser, der handler om det svære moderskab. Her kan også Olga Ravns Mit arbejde og Maja Lucas’ Mor fremhæves.
Form fylder meget i Cecilie Linds tidlige lyriske værker, hvor sætningsopbygningerne skaber billeder, men udfordrer betydningsforståelsen hos læseren. I forfatterskabet har hun bevæget sig mod mere klare tematikker byggende på bekendelse og til dels biografisk stof om kvindeidealer og moderrollen, mens det associerende viltre sprog stadig er i forgrunden. For Linds særlige generations digterstemme blev hun desuden tildelt Modersmål-Prisen i 2020. Den gives som påskønnelse for et klart, udtryksfuldt og varieret sprog.
Skribent: Sofie Holm Nielsen
Foto: Lærke Posselt, 2019
