Den unge pige Sara er både dukke og dukkefører, barn og voksen, begærer og begæret. Cecilie Lind har skrevet en vild roman, der er barsk at komme igennem og umulig at glemme.
Sara er ung, vild og fri og står på tærsklen til en voksenverden, som hun længes efter at være en del af, men som måske også stiller krav, hun ikke helt forstår. Hendes krop forandrer sig og begynder at tiltrække mænds liderlige blikke, og mens Saras skønhed forstærkes, vokser distancen til moren, der tager afstand fra sin datter – måske er hun misundelig, og måske er der flere komplekser på spil i familien. Forholdet til bedsteveninden Rosa hænger også i en tynd tråd, og Sara har i det hele taget store udfordringer med de relationer, hun indgår i.
Sara opdager, hvilken effekt hun har på mænd. Hun oplever mænds begær, ligesom hun oplever, at hun bliver besat af lige netop det begær og den magt, det giver hende at blive begæret. Spillet går i gang, og Sara bliver både dukke og dukkefører i lyset af sit eget begær, der slippes løs som et dyr, der har både kræfter og berettigelse.
Som i Nabokovs Lolita overbevises læseren (næsten) om, at begæret går begge veje. At det er forståeligt, at de ældre mænd begærer den unge krop. At der er en kærlighed, der fylder mere end udnyttelsen, når eksempelvis præsten Dario, som senere konfirmerer Sara, fjerner hende lysegule trusser på en strand i måneskinnet. Eller at bedstevenindens Rosas far fortrylles af Saras unge krop. For Sara oplever også begæret fylde i sin krop for første gang.
Måske er det romanens sprog, der gør det. Sproget er opremsende og bekendende og skaber en distance til det, der sker. Det er ikke meningen, læseren skal have ondt af Sara – men denne læser får det lidt alligevel.
Romanen forholder sig som sådan ikke etisk til de ting, der sker, den dømmer ikke, men registrerer forholdene og de ting, der er på spil. Cecilie Lind undersøger modigt grænserne og begærets kræfter og har begået en roman, der er ung, vild og fri som hovedpersonen Sara.
Kommentarer