Anmeldelse
Om nej af Svend Brinkmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Denne lille udgivelse er en del af Gyldendals Kolibri-serie og et godt sted at starte, hvis man ikke kender Brinkmann. Psykologi til inderlommen med udgangspunkt i et lille, vigtigt ord.
'Om nej' er en lille bog på kun 61 sider om et vigtigt ord. Bogen er inddelt i små kapitler, hvor psykologiprofessor Svend Brinkmann gør op med tanken om, at vi mennesker skal bevæge os i stor fart for ikke at gå glip af noget.
Vi skal være fleksible, agile og altid parate til at springe til, hvis det er nødvendigt. Brinkmann mener, at vi bør lære at begrænse os og sige nej. Der er en enorm styrke og integritet i at sige fra, og vi bør faktisk gøre det fem gange dagligt. Han mener desuden, at når det fra samfund og arbejdsplads kræves, at vi siger ja, bliver det nedværdigende, fordi vi reduceres til tjenere. Siger vi ja til alt, kan det bunde i en social frygt for ikke at være arbejdsomme og dygtige, men det kan også dække over, at vi er bange for at gå glip af noget.
Fra folkeskolen til universitetet lærer vi at vide. Men der er også behov for, at vi lærer at tvivle. Ikke at sige ubetinget ja, men huske at tænke os om. Vi skal huske at vælge til og fra med omhu, for rutiner og vaner kan være gode nok, og vi skal ikke sammenligne os så meget med andre, ligesom vi må lære at leve med begrænsninger. Desuden skal vi huske, at den individualistiske tankegang, der handler om, at alt ofte er noget, vi selv er skyld i, ikke altid er sand. Vi er ikke altid herrer over egen skæbne, selvom det ofte er det, verden vil have os til at tro.
Jeg er svært begejstret for Svend Brinkmanns idéer, og i denne bog i lommeformat er det muligt at få indblik i hans overordnede tanker. Bogen er ikke meget større end en stor telefon og kan nemt være i inderlommen, når man lige trænger til at blive erindret om, at det er helt ok at mærke efter og sige fra. Man skal huske sig selv og i højere grad hylde begrænsningens kunst.
Brugernes anmeldelser