Anmeldelse
Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini
- Log ind for at skrive kommentarer
Stærk og bevægende familiehistorie fortalt gennem flere generationer – fra Kabul og Paris til Californien og det græske øhav. ’Og bjergene gav genlyd’ er en rørende fortælling, der går lige i hjertet.
Pari fødes i en lille landsby i Afghanistan. Moderen dør i barselssengen, og faderen gifter sig igen. De er meget fattige, og Pari sælges til det rige men barnløse par Nila og Suleiman Wahdati i Kabul. Da Suleiman får et slagtilfælde, rejser Nila med datteren til Paris. Suleiman bliver i Kabul og passes af tjeneren Nabi, der arver huset, da Suleiman dør. Krig og korruption hærger landet, og folk må flygte, mens andre jævner landsbyen og bygger et palads i stedet.
Nila udlever sit kunstnergen i Paris og begår til sidst selvmord. Nila fortæller aldrig Pari, at hun er adopteret, selv om Pari undrer sig over, at hun ikke ligner sin mor, hverken af sind eller skind. Pari får en universitetsuddannelse, bliver gift, får børn og underviser på universitetet. Kort efter at Pari er gået på pension, ringer telefonen, og en mand fra Kabul fortæller hende, at hun har arvet et hus, og at der er efterladt et brev fra Nabi til hende. Brevet fortæller Pari om hendes biologiske familie i Afghanistan.
Khaled Hosseini, der selv er opvokset i Afghanistan, har gjort det igen. Skrevet en fremragende roman om landets spændende historie med malende naturbeskrivelser og farverige personer, som han gjorde i ’Drageløberen’ og ’Under en strålende sol’.
’Og bjergene gav genlyd’ er en bog om brødre og søstre, nære venner og fjerne slægtninge. Om hvordan vi elsker, sårer, bedrager og ofrer os for hinanden. Og om hvordan de valg, vi træffer, kan få konsekvenser – ikke bare for os selv, men for vores efterkommere. En bog jeg varmt kan anbefale til alle, der interesserer sig for andre kulturer og folkeslag – spændende og velskrevet. En uforglemmelig fortælling om at være menneske og om at finde et stykke af sig selv i en anden.
Brugernes anmeldelser