Mysteriet i Genbrugsen

Underfundig og morsom hyggekrimi om livet i og omkring en genbrugsbutik, hvor de ansatte pludselig begynder at dø.

Anna Grue omtaler selv sin nye krimi ’Mysteriet i Genbrugsen’ som en hyggekrimi, og det er da også den helt rigtige etikette at sætte på bogen. For trods flere mystiske dødsfald i og omkring den genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland, som hedder Genbrugsen, er bogen helt igennem ublodig. Hvad der mangler på spændingskurven opvejes dog af humor og skarpe iagttagelser af forholdet mellem mennesker.

Hovedpersonen er Anne-Maj Mortensen, der har været lægesekretær, er gået på efterløn og arbejder frivilligt i Genbrugsen. Anne-Majs store passion er mad, og hun kan blive helt dårlig ved tanken om simple færdigretter og dårlige råvarer. Anne-Majs madkunst bliver værdsat, men hun er også meget forfængelig omkring sin kogekunst og bliver såret, hvis det ikke er hendes kager eller fine frokostretter, der bliver taget først fra buffeten. Anne-Maj har et nært forhold til sin datter Iben og barnebarnet Didi. Iben kan ikke lave mad, og Didi spiser kun pastaskruer, pommes frittes og agurker. Begge dele bekymrer Anne-Maj.

I Genbrugsen arbejder seks kvinder og to mænd, og selv om det er frivilligt arbejde, er der et hierarki indenfor varetagelsen af opgaverne. Det er således mere prestigefyldt at tage sig af bogsamlingerne end af tøjet. Den tidligere advokat Helmer Bergstrøm har hele tiden taget sig af bøgerne, og da han dør, mener Anne-Maj, at hun er den helt rigtige til opgaven. Det er der dog ikke bred enighed om i gruppen.

Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Helmers dødsfald, da han var gammel og havde dårligt hjerte, men da hans enke Vibe dør kort tid efter, finder Anne-Maj det suspekt. Det er Anne-Maj, der finder Vibe død. Hun ligger fredeligt på sin sofa, men der er en underlig duft omkring hende, der minder om Fernet Branca, og hendes paryk sidder bagvendt. Anne-Maj forsøger at få politiet til interessere sig for sagen, men afvises. Da den mandlige chauffør og altmuligmand i Genbrugsen også dør, begynder politiet at lytte til Anne-Maj.

Bogen er fuld af humor og sjove iagttagelser, som når Anne-Maj omtaler Helmers og Vibes svigerdatters klassiske beigefarvede outfit som ”Hellerupuniformen”, eller når hun beskriver Anne-Majs gentagende forsøg på at tabe sig. Der er måske lovlig meget Miss Marple over Anne-Maj, hvilket gør bogen lidt gammeldags, til gengæld har Anne Grue mange sjove og gode iagttagelser af kemien mellem en gruppe modne kvinder, der hver især har deres egen kæphest, ligesom hun er rigtig god til at skildre stemningen i en provinsby. Det virker dog ret usandsynligt, at Anne-Maj skulle komme til at spille en rolle i efterforskningen.

Der foregår måske mere i genbrugsbutikkerne, end man lige går og tror, for i Henning Mortensens underfundige roman Kvinden i Korshæren fra 2015 skete der også dette og hint. Jeg synes ikke, den nye serie med Anne-Maj Mortensen kommer helt på niveau med serien om Dan Sommerfeldt og slet ikke med Italiensvej-serien eller novellesamlingen ’De andre’, men Anne Grue skriver godt og flydende, så jeg er også med på næste bind.