Bog

Dybt at falde

Af (
2007
)

Anmeldelse

Dybt at falde af Anna Grue

12 nov.07

Hvad har mord og sort arbejde med hinanden at gøre? Læs første velskrevne bind i en ny serie.

"Om et par timer er jeg morder. Tanken burde skræmme mig fra vid og sans, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lige nu mere optaget af, at mit højre ben sover …" Sådan starter Anna Grues nye roman, der er første bind i en krimiserie med livsstileksperten Dan Sommerdahl i hovedrollen. Og den dramatiske start holder hvad den lover.

Dan er kreativ direktør i reklamefirmaet Kurt & Ko., men har i et stykke tid været sygemeldt pga. stress. En dag bliver firmaets litauiske rengøringsassistent, Lilliana, fundet myrdet, og Dan involveres i opklaringen, da hans gode ven, kriminalkommisær Flemming Torp beder om en profil på de øvrige medarbejdere i firmaet.

Det viser sig hurtigt, at det ikke er et helt almindeligt mord. Lilliana har ingen papirer, og ikke engang rengøringsfirmaet vil kendes ved hende.

Anna Grue har tidligere skrevet to enkeltstående romaner, som befinder sig i periferien af krimigenren. Denne gang tager hun skridtet fuldt ud - og hun gør det rigtig godt. "Dybt at falde" er en spændende krimi med et godt plot og et troværdigt opklaringsarbejde.

Historien fortælles skiftevis fra Dan og Flemmings synsvinkel/opklaring (for de to kører ikke parløb hele vejen), og vi får også et par kapitler fra morderens side - uden dog at afsløre, hvem det er før til sidst. De skiftende synsvinkler giver læseren hints til opklaringen og er med til at drive handlingen fremad.

Ud over at fortælle en spændende historie får Anna Grue flettet nogle meget aktuelle problemstillinger ind i handlingen, såsom trafficking, sort arbejde og borgerlig dobbeltmoral. Historien er velfortalt, og med Dan Sommerdahl har hun skabt en yderst sympatisk hovedperson, som bestemt kan bruges igen.

Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind, og har du ikke allerede stiftet bekendtskab med Grues forfatterskab, så er "Dybt at falde" et godt sted at stige på.

Politiken, 2007. 302 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
26964547
ISBN
9788756784283
Antal sider
302

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer