Min kontrabog

Kaosmesteren skejer ud i digte, der er blevet til i kræftens skygge og handler om alt andet end kræft og kan anbefales til alle, der holder af eksperimenterende og legesyg lyrik.

Det er ikke første gang, jeg læser Knud Steffen Nielsen. Jeg sidder tilbage med den samme oplevelse efter endt læsning som de andre gange: hvad i alverden er der lige foregået? Digtsamlingen er et virvar af indskud, lister, tanker, referencer, drømme, sidespring, skrifttyper og opsætning. Det er på én gang en fornøjelse og ret frustrerende at læse ’Min kontrabog’.

Sproget i digtsamlingen befinder sig hele tiden på kanten af virkeligheden, og som læser fornemmer jeg somme tider, at kræften alligevel sniger sig ind, når Steffen Nielsen fx skriver: ”Fremvis den virus der ikke var der i / begyndelsen” og ” Væk med de overflødige tæer, albuer og planer / for sommeren.” I bogens stemning ligger hele tiden bevidstheden om ophøret; om forandringen eller nedbrydningen af den menneskelige krop og dens funktioner.

Knuds Steffen Nielsen er en legesyg digter, der både arbejder med sproget og med mening – både hvad der i det hele taget giver mening at skrive og om noget egentlig giver mening. ’Min kontrabog’ kræver lidt arbejde fra læserens side, fordi man bliver nødt til at ville de mange digressioner. Det er IKKE en bog om kræft, men hvad er det egentlig en bog om?

Et stærkt element i samlingen er, at Steffen Nielsen arbejder med det umulige eller tvivlen om, hvad der er muligt. Han skriver sig hen mod – eller væk fra – sig selv og sin egen krop som fx her : ”Alt det umulige. Det dér er bare mig igen, der / leger, at / stemmelæberne er mine.” I løbet af samlingen bliver jeg til det og dig og så sig selv igen. En slags poetisk metamorfose i og udenom selvet.

Hvis man allerede er bekendt med Knud Steffen Nielsens måde at skrive på og holder af den legesyge skrift, er det en guldgrube af en samling. Hvis ikke kan det måske være svært at se meningen med galskaben, og har man lyst til faktisk at læse om et kræftforløb er Transfervindue af Maria Gerhardt og Personfølsomme oplysninger af Klaus Lynggaard to gode bud.

’Min kontrabog’ er vellykket i den forstand, at den lader tilfældighederne og kaos råde i beskrivelsen af verden og kroppens forløb – udtrykt i Knud Steffen Nielsens særlige måde at skrive på. Det er en digtsamling, der nok har et smalt publikum, men som kan anbefales til alle, der holder af eksperimenterende og legesyg lyrik.