Bog

Min bedste ven, Usynligbjørn : en fortælling om at være tapper og tålmodig

Af (
2019
)

Anmeldelse

Min bedste ven, Usynligbjørn : en fortælling om at være tapper og tålmodig af Annette Herzog

13 dec.19

En virkelig fin historie om, at det er svært, når alt, man kender, er erstattet med noget nyt og fremmed.

Karl kan slet ikke finde rundt længere. Familien er flyttet i nyt, stort hus. Alt deres inventar blev flyttet i en stor flyttebil, Karls nye seng er stor, og det samme er kassen, som sengen var i. Og mors mave er stor.

Heldigvis flytter Usynligbjørn ind på Karls værelse. Usynligbjørn er kæmpestor, og de to bliver gode venner lige fra starten. Usynligbjørn sidder altid ved siden af Karl, og de kan lide de samme ting. På legepladsen med de mange fremmede børn, kan Karl gemme sig bag Usynligbjørn. Usynligbjørn er også god at have i hånden, hvis Karl skal i den mørke kælder, og Usynligbjørn har aldrig travlt.

En morgen kalder far på Karl og siger, at de skal skynde sig på sygehuset, for lillesøster er kommet. Da Karl får lov at holde hende, vil han vise hende til Usynligbjørn, men den er væk! Da de kommer hjem, leder Karl overalt, men Usynligbjørn er ingen steder at finde. Karl hænger billeder op af sin ven, og den mystiske pige med rottehaler, der bor ved siden af, mener at Usynligbjørn måske er stukket af sammen med hendes giraf? Måske kan de lede sammen?

En utrolig fin og indlevende fortælling om, hvor svære store forandringer kan være i et barns liv, og en historie om, hvordan barnets egen, sunde fantasi kan udgøre et midlertidigt værn mod alt det nye, så barnet kan overkomme forandringerne i sit eget tempo.

Annette Herzog har skrevet en lang række bøger til børn i alle aldre og indenfor flere genrer. Hun er meget dygtig til at beskrive følelser hos børn, der føler sig alene, eller som på anden vis føler sig sårbare.Illustrator Christine Kuglers verden er levende, tiltalende og virkeligt fin. Jeg er særligt begejstret for hendes illustration af Karl og Livas usynlige dyr, der i børnenes forestillingsverden løber rundt sammen foran en regnbue eller har gemt sig i et dybt hul, som den stærke Usynligbjørn har gravet til dem begge. En særdeles relevant fortælling at læse sammen fra ca. 3 år, uanset om man allerede har en Usynligbjørn ved sin side, eller bare har brug for at vide, at den aldrig er langt væk.

Bogdetaljer

Forlag
Lamberth
Oversætter
Torben Lamberth
Graphic
Christine Kugler
ISBN
978-87-7224-007-7
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer