Forfatter
Linda Lassen
Jeg er født i 1948 og voksede op i Odense på en tid hvor “Almindelige mennesker” uden uddannelse og høje lønninger pludselig begyndte at få del i velstanden. Mine forældre var ufaglærte arbejdere, men de ville ”fremad” og knoklede for at komme det. Da jeg var 7 fik vi fjernsyn, da jeg var 9 byggede de et lille parcelhus og ca. samtidig holdt den første bil udenfor.
Jeg var tyk, klodset og skeløjet – det oplagte mobbeoffer – og ikke nogen pryd for familien. De syntes jeg var “sær,” når jeg forsvandt ind i bøgernes eller dagdrømmenes verden, hvor de mennesker, jeg lærte at kende, var meget lettere at forstå og omgås end dem jeg i virkelighedens verden søgte at gøre tilpas.
Jeg elskede at gå i skole – bortset fra frikvartererne, hvor jeg blev mobbet, og idrætstimerne hvor jeg absolut blev valgt sidst, når der skulle vælges hold. Især elskede jeg dansktimerne, og da en dansklærer i 3. klasse sagde til mig, at jeg nok ville blive forfatter var min identitet og mine fremtidsplaner fastlagt - Men virkeligheden er ikke altid så let at styre.
Jeg forlod skolen som 15årig og kom “ud at tjene,” Det blev både for diverse arbejdsgivere og for mig selv en katastrofe! Min tilgang til den praktiske verden har altid været kejtet og lettere famlende. Mit overblik med hensyn til tilværelsen i øvrigt var ikke mere sikker.
Min far som jeg havde et ambivalent forhold til omkom sammen med mine to brødre i en drukneulykke, da jeg var 19 – inden vi kunne have mødtes som to voksne mennesker, der måske havde mere til fælles, end jeg som barn og ung forestillede mig. Kort forinden havde jeg fundet min første kæreste, og var sikker på, at ingen andre ville ha’ mig, så det var om at holde fast. Det gjorde jeg – det var ikke nogen heldig beslutning.
Som 21-årig var jeg nyskilt og havde to små børn. Men jeg kom i gang med 9. kl, og en del år senere havde jeg en læreruddannelse.
Jeg arbejdede en del år som fængselslærer – og læste sideløbende til psykolog, begge dele med stor glæde. Men det var jo forfatter jeg ville være. Mine skriverier hobede sig op. Jeg troede jeg skulle være lyriker, men da mine børn flyttede hjemmefra opdagede jeg, at tiden rakte til længere tekster, og at min optagethed af, hvordan mennesker takler deres liv, bedre kunne komme til udfoldelse i prosaform.
Jeg debuterede dog i 1999 med en lille – upåagtet – digtsamling: Balloner flyver væk.
I 2001 kom min første børnebog: Louise – om en pige der bliver moppet, men med en venindes hjælp får det stoppet. Den blev til, fordi jeg som psykolog ikke havde de nødvendige arbejdsbetingelser til at hjælpe en af virkelighedens mange “Louiser ” og en dag tænkte jeg: Jeg skriver en bog til hende. Jeg havde masser af selvoplevet stof at skrive på. Siden fulgte 15 andre romaner for børn og unge – og flere er på vej. Jeg ser hele tiden noget, der oprører – eller rører mig, som jeg bliver nysgerrig efter at udforske – i et univers hvor jeg har indflydelse.
De sidste år har jeg også skrevet romaner for voksne.
Det udfordrer mig, at ”finde det ualmindelige i det almindelige,” og fortælle historien i et sprog, der er til at forstå.
Astrid Lindgren har engang sagt: ”Sig ualmindelige ting med almindelige ord.” (Schopenhauer) Det bestræber jeg mig på, når jeg skriver – hvad enten jeg skriver for børn, unge eller voksne.
Hvorfor jeg skriver
At skrive er min måde at være i verden på. Hvis jeg ikke siden min barndom havde haft ordene som forbundsfæller og med dem som byggesten havde været i stand til at skabe en verden, jeg kunne leve i, tror jeg, jeg var endt på en psykiatrisk afdeling eller som en bitter gråmeleret førtidspensionist. Nu gav mine skriverier mig både den indre ligevægt og den selvtillid der gjorde at jeg fik kræfter til at vælge mere selvdestruktive ”livsstrategier” fra. Sådan er det stadig. Jeg kan ikke forestille mig, ikke at skulle skrive og har tænkt at blive ved så længe jeg kan.
Jeg er født i 1948 og voksede op i Odense på en tid hvor “Almindelige mennesker” uden uddannelse og høje lønninger pludselig begyndte at få del i velstanden. Mine forældre var ufaglærte arbejdere, men de ville ”fremad” og knoklede for at komme det. Da jeg var 7 fik vi fjernsyn, da jeg var 9 byggede de et lille parcelhus og ca. samtidig holdt den første bil udenfor.
Jeg var tyk, klodset og skeløjet – det oplagte mobbeoffer – og ikke nogen pryd for familien. De syntes jeg var “sær,” når jeg forsvandt ind i bøgernes eller dagdrømmenes verden, hvor de mennesker, jeg lærte at kende, var meget lettere at forstå og omgås end dem jeg i virkelighedens verden søgte at gøre tilpas.
Jeg elskede at gå i skole – bortset fra frikvartererne, hvor jeg blev mobbet, og idrætstimerne hvor jeg absolut blev valgt sidst, når der skulle vælges hold. Især elskede jeg dansktimerne, og da en dansklærer i 3. klasse sagde til mig, at jeg nok ville blive forfatter var min identitet og mine fremtidsplaner fastlagt - Men virkeligheden er ikke altid så let at styre.
Jeg forlod skolen som 15årig og kom “ud at tjene,” Det blev både for diverse arbejdsgivere og for mig selv en katastrofe! Min tilgang til den praktiske verden har altid været kejtet og lettere famlende. Mit overblik med hensyn til tilværelsen i øvrigt var ikke mere sikker.
Min far som jeg havde et ambivalent forhold til omkom sammen med mine to brødre i en drukneulykke, da jeg var 19 – inden vi kunne have mødtes som to voksne mennesker, der måske havde mere til fælles, end jeg som barn og ung forestillede mig. Kort forinden havde jeg fundet min første kæreste, og var sikker på, at ingen andre ville ha’ mig, så det var om at holde fast. Det gjorde jeg – det var ikke nogen heldig beslutning.
Som 21-årig var jeg nyskilt og havde to små børn. Men jeg kom i gang med 9. kl, og en del år senere havde jeg en læreruddannelse.
Jeg arbejdede en del år som fængselslærer – og læste sideløbende til psykolog, begge dele med stor glæde. Men det var jo forfatter jeg ville være. Mine skriverier hobede sig op. Jeg troede jeg skulle være lyriker, men da mine børn flyttede hjemmefra opdagede jeg, at tiden rakte til længere tekster, og at min optagethed af, hvordan mennesker takler deres liv, bedre kunne komme til udfoldelse i prosaform.
Jeg debuterede dog i 1999 med en lille – upåagtet – digtsamling: Balloner flyver væk.
I 2001 kom min første børnebog: Louise – om en pige der bliver moppet, men med en venindes hjælp får det stoppet. Den blev til, fordi jeg som psykolog ikke havde de nødvendige arbejdsbetingelser til at hjælpe en af virkelighedens mange “Louiser ” og en dag tænkte jeg: Jeg skriver en bog til hende. Jeg havde masser af selvoplevet stof at skrive på. Siden fulgte 15 andre romaner for børn og unge – og flere er på vej. Jeg ser hele tiden noget, der oprører – eller rører mig, som jeg bliver nysgerrig efter at udforske – i et univers hvor jeg har indflydelse.
De sidste år har jeg også skrevet romaner for voksne.
Det udfordrer mig, at ”finde det ualmindelige i det almindelige,” og fortælle historien i et sprog, der er til at forstå.
Astrid Lindgren har engang sagt: ”Sig ualmindelige ting med almindelige ord.” (Schopenhauer) Det bestræber jeg mig på, når jeg skriver – hvad enten jeg skriver for børn, unge eller voksne.
Hvorfor jeg skriver
At skrive er min måde at være i verden på. Hvis jeg ikke siden min barndom havde haft ordene som forbundsfæller og med dem som byggesten havde været i stand til at skabe en verden, jeg kunne leve i, tror jeg, jeg var endt på en psykiatrisk afdeling eller som en bitter gråmeleret førtidspensionist. Nu gav mine skriverier mig både den indre ligevægt og den selvtillid der gjorde at jeg fik kræfter til at vælge mere selvdestruktive ”livsstrategier” fra. Sådan er det stadig. Jeg kan ikke forestille mig, ikke at skulle skrive og har tænkt at blive ved så længe jeg kan.