Hævn

Hævn på Island. En fløjlsblød skyr af svigt, sorg, savn og smerte. Grusom, spændende og udspekuleret.

En pige på 8 år venter på sin far, men han kommer ikke. Hun følger med sin klassekammerat for at låne telefonen og forsvinder derefter. Ti år senere åbnes en tidskapsel på skolen, og en underlig voldelig spådom dukker op. Samtidig sker der nogle mærkværdige og udspekulerede mord på mænd, der umiddelbart ikke har nogen forbindelse til hinanden.

Efterforskeren Huldar er blevet degraderet efter sagen fra den første bog ’DNA’. Huldar tager kontakt til børnepsykologen Freyja, der heller ikke har det for nemt på sit job i Børnehuset. De arbejder sammen omkring det mærkelige brev fra tidskapslen. Deres fælles fortid er belastet, og de bevæger sig på tynd is, både i forhold til samarbejdet og deres personlige følelser for hinanden. Som sagen skrider frem, er deres samarbejde dog et lyspunkt for dem begge.

Krimien henvender sig ikke til sarte sjæle, for i ’Hævn’ er der ingen, der kan føle sig sikre. Der er et udspekuleret plot omkring mordene i bogen, men det der står stærkest, er beskrivelsen af svigt. Hvad er værst, at man bliver svigtet af dem man holder af, eller at alle i systemet svigter bagefter?

I første bog kom jeg til at holde af Huldar og Freyja. De roder lidt rundt i deres liv, akkurat som rigtig mennesker.  Det gør dem troværdige. Selve krimiplottet er ikke så hårdt pumpet som første gang, men der er rigeligt af uhyggelige overraskelser, så siderne vendes hurtigt. Der er stadig iskoldt på Island og kulden kryber igen ind i læseren i takt med at mordene breder sig og handlingen tager fart. Der er ikke noget som en god toer i en serie. Sigurdardottir er en mester i skræmmende krimier.  Kom bare med nummer tre.