Dukken

Yrsa Sigurðardóttir bliver bedre og bedre i sine romaner om Huldar og Freyja, der er voldsomme og langt fra standard femikrimien, og det siger ikke så lidt.

Rósa er med sin mor ude at fiske med en af morens arbejdskammerater, da der kommer en gammel dukke med op i nettet. Hjemme i Reykjavik kommer moren ud for en ulykke – eller bliver hun myrdet? Og hvor er dukken?

Huldar fra det lokale politi er meget mod sin vilje stået til søs fem år senere, da en fisker har fået et stykke af et menneskeben indenbords, og der skal derfor søges efter flere skeletdele. En ny fod er i en anden størrelse, så der er tale om (mindst) to lig, men ingen er meldt savnet.

Indehaveren af et bosted for utilpassede unge bliver anklaget for seksuel udnyttelse af en teenagerdreng, og Huldar og hans kollega Gudlaugur lånes ud til den afdeling, der skal afhøre en lang række tidligere beboere på bostedet, og det bringer ham i behagelig kontakt med børnepsykologen Freyja, som han har et godt øje til.

Sideløbende får han også en sag med et brutalt mord på en hjemløs narkoman, så pludseligt er der nok at se til, og over det hele svæver Huldars humørsyge chef Elda.

Rósa svæver lidt i udkanten af alle tre sager. Hun er nu 16 og har i flere år forsøgt at overbevise politiet og alle andre om, at hendes mor blev myrdet, og den forsvundne dukke på en eller anden måde spiller ind.

Det er spegede sager uden meget at gå efter, men Huldar og kollegerne klør på, og efterhånden viser der sig et mønster, hvor der er flere elementer, der går igen i alle sagerne. Rósa bliver central, men hun er forsvundet.

Og nok er Yrsa voldsom og langt fra standard femikrimien, men hun har lune og formår at tegne troværdige billeder af alle personerne og Island i det hele taget.