Anmeldelse
Farvel, min astronaut af Carl-Eddy Skovgaard (red.)
- Log ind for at skrive kommentarer
Tænk hvis man kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal! Velskrevet dansk science fiction-antologi udfordrer og underholder læseren.
I år udgiver Science Fiction Cirklen to bind i serien ’Lige under overfladen’, og bind otte – ’Farvel, min astronaut’ - lever helt op til de foregående syv bind. Som altid dækker de seksten noveller et bredt spektrum af dansk science fiction, og emnerne spænder lige fra rumrejser over teleportation til tidsrejser og kærlighed, ligesom forfatterne er en blanding af debutanter og garvede forfattere.
En af mine favoritter er Louise Floor Frellsens ’Venter på fremtiden’. Én af de opfindelser, jeg personligt ser meget frem til, er teleportation. Tænk at kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal og være der øjeblikkeligt! Men forfatteren tegner et dystert billede af bivirkningerne af teleportation, for hvad sker der egentlig med os undervejs?
A. Silvestri er nærmest også altid garant for en god fortælling. ’I sit ansigts sved’ foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ’Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet, hvor de hele tiden må holde et vågent øje med ”de smittede”. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen.
Titelnovellen ’Farvel, min astronaut’ af Jesper Goll hører også til blandt samlingens bedste. Som barn var Cecilie et stædigt barn. Hun lærte sig selv at læse som fem-årig, men mistede hurtigt interessen for skolen. Da hun fik et amatørteleskop, ændredes alt dog. Cecilie ville være astronaut. Goll giver et spændende bud på, hvordan fremtidige astronauter tackler de lange rejser, og samtidig er novellen et smukt far/datter-portræt.
De sidste noveller, jeg vil fremhæve, er Richard Ipsen ’Biofeedback 2.0’ og Diana Junchers ’Den tidsrejsende’. ’Biofeedback 2.0’ starter med et forsøg på at foretage tidsrejser ved hjælp af masturbation og slutter med en rørende kærlighedsfortælling, mens ’Den tidsrejsende’ giver sit eget bud på the Big Bang.
Jeg kan godt lide science fiction, fordi det er en genre, som stiller spørgsmål. Den udfordrer læseren og kan underholde, samtidig med at den maner til eftertænksomhed. Det gør novellerne i ’Farvel, min astronaut’ også, og bogen er dermed et glimrende bud på god science fiction.
Brugernes anmeldelser