Anmeldelse

Nær og fjern af Carl-Eddy Skovgaard (red.)

27 nov.13

Hvad kan en fejl under en teleportation afstedkomme, og må man fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre? Science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd.

Jeg har været fast læser af serien ’Lige under overfladen’, siden den første antologi udkom i 2007. Serien indeholder science fiction-noveller skrevet af danske forfattere, og med science fiction menes genren i bredeste forstand. Årets første antologi indeholder femten noveller af både debutanter og gamle kendinge. Temaerne er som altid mange, og generelt er novellerne af høj kvalitet. Det er interessant at læse, hvor mange forskellige temaer og indfaldsvinkler, genren giver plads til, og uanset om man mest er til det eksperimenterende eller det mere klassiske sci-fi, vil jeg mene, at man kan få sin lyst stillet.

Blandt de noveller jeg især bed mærke i, er Jesper Rugård Jensens ’Krigen i himlen’. Da Eigons kone bider ham i læben under et kys, overfører hun utilsigtet nogle af sine nanoer til ham. Eigon har aldrig fået lavet nogen udvidelser, da stemmerne i hans hoved har sagt nej. Så hvad sker der, når en skizofren krop tilføres nanoer, der arbejder for at hjælpe værtskroppen mange personligheder med at opnå sine mål?

Mere klassisk er titelnovellen, ’Nær og fjern’, af Gudrun Østergaard. Her styrter et rumskib ned på en planet, og da den eneste overlevende kommer til sig selv, er hun blevet reddet af et fremmed væsen, der viser sig at være intelligent. Men hvordan kommunikerer man på tværs af race? Simon Christiansen bidrager med novellen ’Fanget i tiden’, som er et interaktivt science fiction-eventyr, hvor læseren er helten. Historien er opdelt i små bidder, og efter hver bid vælger man hvilken vej, man vil gå. Personligt er jeg ikke så vild med den slags fortællinger, men historien er velskrevet og veludført, så jeg er sikker på, at andre læsere vil finde den vældigt underholdende.

I ’Et hændeligt uheld på Lincoln Street’ ser Mikkel Harris Carlsen på, hvad en fejl under en teleportation kan afstedkomme, mens Manfred Christiansen undersøger, om det kan tilgives at fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre. Endelig bidrager Lars Ahn Pedersen med ’Tannhäuser Gate’, som måske mere er en historie om science fiction og de ting, der følger med at være fan af genren, når fremtiden udvikler sig i en anden retning, end man forventede. Forfatteren har fundet inspiration i blandt andet filmen ’Blade Runner’ og romanen ’Neuromancer’, men som altid giver han historien sit helt eget twist.

Alt i alt endnu en spændende udgivelse fra Science Fiction Cirklen, som kun kan anbefales til alle fans af genren men også til dem, der endnu ikke ved, at science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd. 

Bogdetaljer

Forlag
Science Fiction Cirklen
Faustnummer
NULL
ISBN
978879059283
Antal sider
260

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer