Anmeldelse
På den anden side af Ray Kluun
- Log ind for at skrive kommentarer
En jævnt underholdende efterfølger til ’En slags kærlighed’, som desværre aldrig løfter sig ud over det hyggelige, selv om den momentvis er både rørende og humoristisk.
I Ray Kluuns første bog ’En slags kærlighed’ følger man det unge succesrige par, Stijn og Carmen, fra Carmen får konstateret brystkræft og til hendes død.
I ’På den anden side’ er Carmen død, begravelsen overstået, og Stijn og datteren Luna sidder tilbage i et stort hus i Amsterdam. Stijn har lovet altid at passe godt på Luna, men det kniber dog for ham at holde sit løfte til Carmen. I stedet for at tage hånd om Luna efterlader han hende hos au-pairen som ikke taler hollandsk, og kaster sig selv ud i det Amsterdamske natteliv med hvad dertil hører af kvinder, stoffer og alkohol. Roos, kvinden som Stijn havde en affære med under Carmens sygdomsforløb, er stadig en del af hans liv, men altid i periferien og aldrig officielt. Efter en vild tur til Ibiza rammer Stijn bunden og beslutter at tage Luna med på en rejse til Australien.
Sprogligt er bogen særdeles let tilgængelig og kan læses af alle. Som debuten er den krydret med citater og ”wramples”, hvilket for nogle læsere er et irritationsmoment, men som denne læser sætter stor pris på, da det giver en ekstra dimension og lidt humor til fortællingen.
Såvel ’En slags kærlighed’ som ’På den anden side’ er baseret på Kluuns eget liv, da han også mistede sin hustru til kræften, hvorefter han tog sin datter med på rejse til Australien. Hvor ’En slags kærlighed’ var et slag i maven, rørende og sørgelig, er ’På den anden side’ mere en ”hvad skete så”, og selvom det er hyggeligt at møde Stijn og Luna igen og høre hvordan de takler sorgen og livet uden Carmen, så løfter bogen sig ikke op på det samme niveau som debuten.
Sammenblandingen af fiktion og fakta har i de senere år været en særdeles populær genre, og som i mange andre romaner af denne type er det umuligt at sige, hvor virkeligheden hører op, og fiktionen starter
Brugernes anmeldelser