Den sidste hvide nat

Psykologen Anna Pavesi er tilbage i andet bind af den realistiske krimitrilogi fra Norditalien, som skal læses for sin skildring af hovedpersonen og ikke mindst Torino.

Jeg elskede Anna Pavesi i første bind ’En grim lille historie’, hvor hun prøver at komme sig over bruddet med sin samlever gennem ti år, Stefano. I dette bind var hun flyttet tilbage til sin barndoms Bergamo, men nu er vi igen i Torino, og det bringer alle minderne om Stefano frem.
En tidligere kollega i misbrugsbehandlingsbranchen beder hende om hjælp til at opspore en medarbejder, der er forsvundet. Hun får lov at bo i Stefanos lejlighed, deres tidligere fælles bolig, hvilket er lidt grænseoverskridende for hende. I arbejdet med opsporingen bringes læseren rundt i Torino, der er vært for vinterolympiaden.

Vi får et yderst velfunderet socialrealistisk billede af en by med en pæn overflade og en mindre pæn bagside i jagten på den unge kvinde, Germana. Samtidig er forfatteren, der underviser på universitetet i Torino, en glimrende kvindeskildrer, og skildringen af Annas mange modsatrettede følelser overfor Stefano og hans nye kæreste er taget lige på kornet. Katten Morgiana vil også tiltale enhver katteelsker, og forfatteren er da også fotograferet med sin kat på omslaget.

Dette er ikke en krimi for de læsere, der efterspørger uophørlig action, udspekulerede seriemord og masser af elektoniske gadgets. Krimien skal i virkeligheden mest læses for sin skildring af Norditalien og Torino. Lad os få den tredje Anna-Pavesi-krimi snarest.