Hvad vinbjerget gemte

Italienske Alessandro Perissinotto lægger aldrig fingrene imellem. Det er barske sager, skrevet med et stort miljø- og menneskekendskab.

Domenico er kendt for sine roller i store tv-serier. Et succesfuldt liv på baggrund af en barsk opvækst hos en voldelig og kvindefjendsk far, der var vinbonde i det norditalienske.

Faderen Bartolomeo Boschis har en hjernetumor og bor på et hospice, hvor Domenico besøger ham. Domenico hader sin far, fordi han tævede både kone og barn, og han var kun interesseret i én ting: penge. Domenico og hans mor flyttede til Torino med en ny mand, og hans far levede alene resten af sit liv. Dog var sønnen på ferie hos ham om sommeren, men herfra har han ingen gode minder. Ved besøget på hospicet fornemmer Domenico, at hans far vil sige noget vigtigt. Han græder og kan ikke få ordene frem, og sønnen sætter sig for at få historien ud af ham, inden han dør.

Og det er denne historie, der langsomt udrulles for læseren. Den giver ikke et billede af en smuk egn, tværtimod var der barskt i de små landsbyer med megen sladder, had, fattigdom og nag. Egnen var også kendt for, at vinbønderne spillede, og at de på én enkelt nat kunne tabe vinmarker og gårde. Egnen befinder sig i et norditaliensk område, som er hjemsted for fornemme vine, og i dag tager egnen sig så idyllisk ud, at der strømmer velhavende tyskere til området, i modsætning til det, vi møder i romanen i 1960’erne. Dér møder vi nemlig et hemmelighedsfuldt og barsk miljø, som præsenteres for os igennem drabet på en pige, hvor mordet aldrig blev opklaret. Landsbyboerne blander sig ikke, selvom de tydeligvis ved noget. Pigen blev holdt fanget på en landejendom og misbrugt seksuelt af mange mænd. Men de skyldige er aldrig fundet. Domenico forsøger at presse mening ud af sin døende fars ord i forsøget på at komme en opklaring nærmere.

Gennem opklaringen får vi masser af norditalienske indtryk: dialekt, historie, litteratur og livet på godt og ondt i de mange små byer i Piemonte omkring Alba. Her er masser af egnskultur, og trods det barske emne nød jeg bogen rigtig meget. Vi får et billede af et Italien, som mange måske ikke kender, der gemmer på en modbydelig baggrund og absolut ikke er charmerende.

I denne bog behandler Perissinotto to store temaer: drab og vold mod kvinder. Historien er modbydelig, og, som han selv siger, har den paralleller til adskillige andre sager med tilfangetagne og misbrugte piger i Østrig, Belgien osv. Kvindeforagt og misbrug er til alle steder, desværre.

Jeg læser altid Perissinotto med fornøjelse. Jeg begyndte med Anna Pavesi-trilogien fra Bergamo, dernæst de to krimier fra Estland skrevet under pseudonymet Arno Saar, og nu er vi tilbage i 1960ernes Norditalien. Perissinotto lægger aldrig fingrene imellem. Det er barske sager, altid skrevet med stort miljø- og menneskekendskab. Dejligt og flot at det lille forlag ARVIDS udgiver denne italienske forfatter på dansk. Man kan kun håbe på, at der kommer flere.