Af Stefan Kjerkegaard, lektor i dansk og nordisk litteratur, Aarhus Universitet.
Kunsten er ligesom for fin til humoren. Men som man kan læse af denne tekst, er der faktisk flere paralleller, end kunsten som regel bryder sig om.
Den korteste definition af humor, som jeg kender til, er, at humor er en godartet overtrædelse af reglerne. Godartet fordi den ondartede overtrædelse ikke længere er humor, men måske snarere mobning, racisme, sexisme eller hetz. Det betyder ikke, at vi uden videre er enige om, hvad der er godartet, og dermed hvad der falder ind under betegnelsen humor.
Humor i litteraturen kan vi således heller ikke altid blive enige om. Vi griner ikke altid af det samme. Da Ernest Hemingway fx i Der er ingen ende på Paris (1960) både tjekker og skriver om størrelsen på forfatterkollegaen Scott Fitzgeralds penis er det måske ikke begge forfattere, der griner med, om end episoden måske mest af alt bør læses som en erklæring af selv store forfatteres menneskelig- og forfængelighed.
Humor og fiktion
Eksemplet peger på en overordnet etisk problematik lige nu i megen af den selvbiografiske skønlitteratur, som der bliver skrevet, hvor fiktion og virkelighed blandes. Også her bliver der talt om, hvor grænserne går for udleveringen af sig selv, sin familie, venner og kolleger. På sin vis minder humor og fiktion en del om hinanden. Begge er til en vis grad immuniseret overfor kritik og angreb. Den kunstneriske frihed har således ikke så lidt til fælles med den humoristiske frihed, og der ligger på en måde altid en godartet intention i begge dele, der i mange henseender ofte trumfer det ondartede, som begge dele jo også kan medføre. ”Det er bare for sjov”, som man siger.
Selvhøjtidelighed, kunst og humor
Da en af vores store humorister i dansk litteratur, Tove Ditlevsen, udleverede både sig selv og sine nærmeste i mesterværket Gift (1971) var der mange, der følte sig ramte, men man glemmer, at legitimiteten i dette forehavende hentes i den måde, som Ditlevsen først og fremmest udleverer sig selv. Hvis der grines ondartet ad nogen i 'Gift', er det først og fremmest ad Ditlevsen selv.
Den danske filosof Harald Høffding hævdede, at det modsatte af humor ikke er alvor, men derimod selvhøjtidelighed, og det er netop selvhøjtideligheden, som Ditlevsen giver køb på i sit sene forfatterskab, hvorfor hun blot bliver en endnu bedre og mere fri forfatter, der bl.a. skriver sin egen nekrolog.
Der er dog ingen tvivl om, at der sker en slags overtrædelse af reglerne her, og den er bestemt ikke entydig godartet. I hvert fald ikke hvis man betragter det etisk i en almindelig mellemmenneskelig sfære. Betragter man det derimod som kunst, er det noget andet. ”For sjov” kan derfor ofte bruges, men ordet ”kunst”, eller i litteraturens verden betegnelsen ”roman”, suspenderer nærmest reglerne helt. De er på en måde hinsides det god- og ondartede.
Dvs. en sådan ønsketænkning forbinder vi ofte med kunst. Den er fri og ikke forpligtet på noget. Det samme gælder til en vis grad humoren, om end vi ofte kan have det svært med at forbinde humor og kunst. Kunsten er ligesom for fin til humoren. Mener nogen, dog ikke jeg. Som man kan læse af denne tekst, tror jeg faktisk, at der er flere paralleller, end kunsten som regel bryder sig om.
Stine Pilgaard og Jens Blendstrup
Heldigvis oplever vi for tiden i dansk litteratur således også en del forfattere, der slet ikke tænker så traditionelt, og for hvem humoren ikke er et banalt eller underlødigt underholdningsmiddel. Her er humor og kunst langtfra modsætninger. Det kunne være Stine Pilgaard, der altid med stor kærlighed og appetit, forunderligt beskriver de personer og den setting, som hendes fortællere er havnet i og med. Senest i romanen Meter i sekundet (2020), der foregår i den lille by Velling i Vestjylland. Pilgaard ser mennesker, og hun hører dem. Men hun hører også sig selv og forankrer sit blik i et ofte skævt blik på tilværelsen, der altid stiller spørgsmål ved og gør grin med vores vaner og almindelige gøremål. Men det er aldrig ondartet, for hun tager det mest almindelige og de mest almindelige alvorligt. Omsorg går forud for forståelse, som Linea Maja Ernst så præcist siger det .
Noget lignende ser man hos Jens Blendstrup. I Sorgens balalajka (2021) møder man fx Gitte, der midt i livet panisk opdager, at hendes mand Finn bruger sin stemme forkert: ”De lyse toner er til når du bliver overrasket, de dybe når du er mand.” Det er dog ikke blot Finns manglende mandighed og kyllingestemmebånd, det handler om, men snarere at livet ebber så forfærdeligt hurtigt ud. Finns stemme minder hende om dette. Hos Blendstrup oplever man således også altid en fundamental sympati for de skæve eksistenser. De er blevet skæve af en grund, og den grund er ganske simpelt livet. Det kan man kun blive skæv af, hvis man ellers tager det alvorligt.
Store forfattere er altid sjove
Det er nemt at pege på Pilgaard og Blendstrup som to klokkeklare og fantastiske humorister i dansk litteratur lige nu. Men humoren finder også mere eller mindre indirekte sted i mange andre store danske forfatterskaber. Helle Helle kunne være et eksempel, hvor nogle dog vil mene, at hun er ironisk overfor sine figurer. Det mener jeg dog ikke, og hvis man lægger ironien på hylden, så ser man også her en dyb sympati og næsten smertefuld humor udfolde sig. Madame Nielsen er berømmet for sine mange liv og for begravelsen af sin tidligere forfatteridentitet Claus Beck-Nielsen, men forfatterskabet er også uhyre morsomt. Det er svært fx at glemme den sensationelle og rituelle Sprite, der serveres for fortælleren og hovedpersonen i The Monster (2018), hver gang denne er blevet udnyttet seksuelt af to groteske tvillingemænd et skummelt sted i New York.
Faktisk vil jeg gå så langt og sige, at det er yderst sjældent, at store forfatterskaber ikke også er forfærdeligt morsomme. Tænk på Shakespeares ordspil, Kafkas blindgyder eller Marguerite Duras’ distancerede blik. Det kan godt være, at forfatterne som mennesker er eller i hvert fald fremstår selvhøjtidelige, men hvis de vitterligt er store forfattere, så begraver de på papiret al deres selvhøjtidelighed. Al litteratur er måske en form for bedrag, men bedrager man ikke først og fremmest sig selv, bedrager man i sidste ende litteraturen.
Kommentarer