Vi er det liv vi lever

Brinkmann bruger et fascinerende kvindeliv til at anskueliggøre skæbnebegrebet og til et opgør med forestillingen om, at enhver er sin egen lykkes smed.

Som 90-årig henvender Lili sig skriftligt til Svend Brinkmann. Hun har læst hans bøger, herunder at han har undret sig over, at der ikke findes psykologiske behandlinger af begrebet menneskelig værdighed, hvilket, hun synes, er for dårligt. Samtidig skriver hun lidt om sin livshistorie, der er meget bestemt af, at hun som 14-årig forelskede sig i en tysk soldat under besættelsen.

Det bliver starten på en række brevudvekslinger og senere møder, hvor hun fortæller om sit liv og reflekterer over, hvordan det er forløbet og hvordan hun har tacklet det. Hun kan godt se, at samtiden betragtede hendes fraternisering med besættelsesmagten som forkert, men hun fortryder ikke, at hun lod sig styre af sine følelser.

Lili, som ikke vil have sit rigtige navn frem, er en meget stærk kvinde, der klarer sig selv, ligesom hun helt uden hjælp klarede de 10 år, hendes mand var mere eller mindre hjælpeløs med demens som følge af sin boksekarriere. Hun læser meget og følger med i samfundsudviklingen, og bogen kan læses alene på grund af hendes fascinerende historie og også på grund af mandens. Manden var landsholdsbokser og arbejde som svejser og brugte vel ret ukarakteristisk sin fritid på opera og kunst. Det gør dog slet ikke noget at få Brinkmanns teoretisering med, hvor han trækker på historier fra de gamle grækere og ikke mindst tyr til filosofien, når psykologien kommer til kort.

En af Brinkmanns hovedpointer, som også skinner igennem mange af hans andre bøger, er at gøre op med tidens herskende forestilling om, at enhver er sin egen lykkes smed. Det pålægger den enkelte et enormt ansvar for sit eget liv og tager slet ikke hensyn til skæbnen, som, Lilis historie er et eksempel på, spiller en afgørende rolle.