Verdens bedste bedste

At blive bedsteforælder er en ganske anden sag end at blive forælder, og det stiller andre og lettere krav. Som bedstefar til fire deler forfatteren ud af sine erfaringer.

Det første, der slår mange, når afkommet anmelder den første graviditet, er, at man da slet ikke er parat til at blive bedsteforælder – man ligner jo overhovedet ikke de gamle nisser, man selv havde som barn. Daneskov, der trods alt er 10 år yngre end undertegnede, har haft det sådan i endnu højere grad og lægger ud med at affinde sig med den nye rolle. Herefter vrimler det med betragtninger om, hvordan man opfører sig, når miraklet er indtruffet. Det gælder både over for ens omgangskreds og over for børn og børnebørn.

Pludselig bliver man en, der i tide og utide trækker mobilen frem for at vise de nyeste fantastiske billeder, og selv de mest tavse typer bliver meget veltalende, og det kan nok virke voldsomt på vennekredsen, men Daneskov siger, det er helt ok at prale. Tak for det!

I forhold til børnene er det vigtigt at blande sig uden om opdragelsen, selv om det er meget svært. Vi ved jo, hvordan ting skal gøres, tror vi selv, men man behøver blot at tænke tilbage på ens egne forældres tåbelige indblanding, da man selv blev forælder, for at se fornuften i at trække sig.

Først og fremmest formidler Daneskov den fantastiske følelse, det er at sætte sig selv helt fri i leg med de små, at få åbnet de mest fantastiske fantasiverdener og samtidig slippe for det meste af besværet med at få dagligdagen til at hænge sammen som forælder. Vi bedsteforældre har nemlig masser af privatliv og fritid.

Daneskov skriver underholdende, og nok er der mange almindeligheder i bogen, men jeg tror alligevel, at den især kan være en god støtte op til og i starten af den nye værdighed.