Ungdomsår af J. M. Coetzee

Andet bind i J.M. Coetzees erindringsfølgeton er en knivskarp og usentimental selvanalyse og endnu bedre end sin forgænger.

Tiden er 1960'erne, og uroligheder er på vej i Sydafrika. Det ellers store land er ikke længere stort nok til John Coetzees drømme og håb, og den unge digterspire flygter fra sit hjemland for at finde sig selv og sit store digter-jeg i London, metropolen over alle.

Livet for ham havde været en leg i sit hjemland, men i den engelske hovedstad oplever han altid at halte et skridt bagud og at være ude af stand til at passe ind. Livet er blevet en kamp, og fra at flygte fra kampen mellem sorte og hvide, kæmper han nu en kamp med sine indre dæmoner. I britisk regn og storbyanonymitet føler han sig på én gang tilpas og ulykkelig, fordi han søger elendigheden, som en fisk søger vand. For uden elendigheden kan han ikke blive den store digter, han ved han skal blive.

En af nøglerne til den store inspiration er den perfekte kvinde. I sin søgen har han kønsløs sex med en række unge kvinder, men uden følelse og lidenskab, koldt og kontant. Vil alting ændres til det bedre, når kvinden i hans liv dukker op? Og vil hun samtidig kunne lukke op for den store inspiration og gøre ham til anerkendt digter? Eller er han nødt til at leve i sin elendighed og stræbe efter kvinden, for at blive den store digter, han ved, han vil blive?

Coetzees andet bind i den selvbiografiske romanserie er en dannelsesroman og en barsk reflekterende selvbiografi, der nægter at idyllisere. Hvor 'Drengeår' handlede om barnets opvågnen og erkendelsen af livets barske realiteter, er 'Ungdomsår' romanen, hvor skitsen til nutidens asketiske John Coetzee for alvor tager form.

Den sydafrikanske nobelpristagers stil er som altid nøgtern, næsten kold og konstaterende, saglig og præcis. Det er krystalklar prosa, der giver en følelse af, at hvert bogstav er ridset i glas med en tegnestift, men fremragende er det og en stor fornøjelse, også selvom bogen ikke just strutter af hverken varme eller humor. Coetzee viser, at litteratur kan være andet og mere end hyggeligt tidsfordriv. Litteratur, når den er allerbedst, kan være en streng nødvendighed.