Anmeldelse
Sommertid af J. M. Coetzee
- Log ind for at skrive kommentarer
Raffineret erindringsroman, hvor J.M. Coetzee på mesterlig vis blander en drilsk opbygning i ydre form med et ikke mindre drilsk indhold om forfatteren selv i denne 3. del af hans erindringstrilogi fra Sydafrika.
En engelsk litteraturforsker er i gang med at skrive en biografi om den berømte afdøde (!) forfatter J.M. Coetzee. Derfor opsøger han fem personer fra dengang, forfatteren var ved at træde i karakter som forfatter. I interviewform tegnes et billede af Coetzee som den person, han var på det tidspunkt. Romanen indrammes af Coetzees egne uredigerede dagbogsoptegnelser fra dengang. Det er den ydre form. Den indre form med interviewafsnittene fænger umiddelbart og gør læseren nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne hovedperson, Coetzee, er.
Nabokonen Julie er den første af de interviewede. Hun indledte dengang et halvhjertet forhold til Coetzee, men bruger erindringen om dengang til både at forklare og forskønne sit eget engagement. Den næste interviewede er en brasiliansk danserinde, der med sine to døtre er endt i Sydafrika. Coetzee er ansat på det lokale gymnasium, hvor han tilbyder ekstraundervisning i engelsk. Danserinden tror, at han er ude efter hendes smukke datter, men er inderst inde klar over, at Coetzee er forelsket i hende selv. De senere interviews lægger et ligeså gådefuldt slør over forfatteren.
Hvad ved vi i virkeligheden om Coetzee? Han er afrikaaner, altså hollandsk boer, en intellektuel, der skriver digte, og som bliver betragtet som en outsider. En mand med langt hår og skæg, der bor sammen med sin far i et usselt hus, som han selv insisterer på at lave manuelt arbejde på, noget som ellers er uhørt for hvide folk i Sydafrika.
Det billede, der tegnes af Coetzee fra dengang, ligner en vægelsindet mand uden lidenskab, der kan minde om Johannes Vig i ’Løgneren’ af Martin A. Hansen.
Det er ikke bare en anden, men også en ny måde at bruge erindringsstof på. Ikke mindst set i lyset af, af forfatteren selv har skrevet romanen og aldeles ikke er død.
Første del af erindringstrilogien er ’Drengeår’ og anden del er ’Ungdomsår’
Min varmeste anbefaling til en udfordrende roman med gods i.
- Log ind for at skrive kommentarer
Raffineret erindringsroman, hvor J.M. Coetzee på mesterlig vis blander en drilsk opbygning i ydre form med et ikke mindre drilsk indhold om forfatteren selv i denne 3. del af hans erindringstrilogi fra Sydafrika.
En engelsk litteraturforsker er i gang med at skrive en biografi om den berømte afdøde (!) forfatter J.M. Coetzee. Derfor opsøger han fem personer fra dengang, forfatteren var ved at træde i karakter som forfatter. I interviewform tegnes et billede af Coetzee som den person, han var på det tidspunkt. Romanen indrammes af Coetzees egne uredigerede dagbogsoptegnelser fra dengang. Det er den ydre form. Den indre form med interviewafsnittene fænger umiddelbart og gør læseren nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne hovedperson, Coetzee, er.
Nabokonen Julie er den første af de interviewede. Hun indledte dengang et halvhjertet forhold til Coetzee, men bruger erindringen om dengang til både at forklare og forskønne sit eget engagement. Den næste interviewede er en brasiliansk danserinde, der med sine to døtre er endt i Sydafrika. Coetzee er ansat på det lokale gymnasium, hvor han tilbyder ekstraundervisning i engelsk. Danserinden tror, at han er ude efter hendes smukke datter, men er inderst inde klar over, at Coetzee er forelsket i hende selv. De senere interviews lægger et ligeså gådefuldt slør over forfatteren.
Hvad ved vi i virkeligheden om Coetzee? Han er afrikaaner, altså hollandsk boer, en intellektuel, der skriver digte, og som bliver betragtet som en outsider. En mand med langt hår og skæg, der bor sammen med sin far i et usselt hus, som han selv insisterer på at lave manuelt arbejde på, noget som ellers er uhørt for hvide folk i Sydafrika.
Det billede, der tegnes af Coetzee fra dengang, ligner en vægelsindet mand uden lidenskab, der kan minde om Johannes Vig i ’Løgneren’ af Martin A. Hansen.
Det er ikke bare en anden, men også en ny måde at bruge erindringsstof på. Ikke mindst set i lyset af, af forfatteren selv har skrevet romanen og aldeles ikke er død.
Første del af erindringstrilogien er ’Drengeår’ og anden del er ’Ungdomsår’
Min varmeste anbefaling til en udfordrende roman med gods i.
Kommentarer