Vanære

’Vanære’ er en roman om vanære og skam på flere planer, og om hvad det vil sige at være et menneske; det er en roman om Sydafrika efter apartheidregimets fald – om skyld og soning.

Man Booker Prize 1999

”I betragtning af hans alder, tooghalvtreds og fraskilt, synes han selv at han har løst problemet med sex ganske godt. Hver torsdag eftermiddag kører han ud til Green Point. Præcis klokken to trykker han på summeknappen ved indgangen til Windsor Mansions, nævner sit navn og træder ind. Ved døren til nr. 113 står Soraya og venter på ham.”

Sådan starter J. M. Coetzees roman ’Vanære’, og man fornemmer, at ikke alt er så ligetil, som det ser ud til. Vi møder David Lurie, professor på et universitet i Cape Town, Sydafrika. Han underviser uengageret i romantikkens digtere, og eleverne er lige så uengagerede som han selv. En dag forsvinder Soraya, og David Lurie indleder et forhold til én af sine kvindelige studerende. Selv om han véd, at det er galt, det han gør, bliver han erotisk besat af hende. Hun slutter forholdet brat ved at anmelde ham til universitetet, og han bliver fyret.

Han flygter ud på landet – ud til sin lesbiske datter Lucy, som bor alene på en farm, hvor hun dyrker grøntsager, som hun hver uge sælger på torvet i den nærmeste by, og hvor hun driver et hundepensionat. David Luries og datterens tankegang og verden er vidt forskellige, men de nyder alligevel hinandens selskab lige til den dag, da volden dukker op i skikkelse af tre sorte mænd, som bryder ind på farmen, dræber alle hundene, slår David Lurie ned og voldtager Lucy. Derefter forsvinder de med Luries bil. Lucy nægter at anmelde voldtægten til politiet, og da voldtægten resulterer i en graviditet, vælger hun at føde og beholde barnet.

’Vanære’ er en roman om vanære og skam på flere planer, og om hvad det vil sige at være et menneske. Det er en roman om Sydafrika efter apartheidregimets fald – om skyld og soning. Bogens sprog er mesterligt: knapt og præcist og meget lyrisk. Det er en fornøjelse at læse Coetzee – uanset hvor barsk temaet end måtte være
.
John Michael Coetzee er født i 1940 i Sydafrika, og han underviser i litteratur ved universitetet i Cape Town. Med denne bog vandt Coetzee i 1999 for anden gang Booker Prisen. Første gang var i 1983 med bogen Historien om Michael K. I 2003 modtog han Nobels Litteraturpris.

Jeg har tidligere læst hans selvbiografiske romaner Drengeår (på dansk 1998) og Ungdomsår (på dansk 2003), og det kan varmt anbefales også at læse disse bøger.

På dansk ved Niels Brunse. Hekla, 2000. 225 sider