Anmeldelse
Drengeår af J. M. Coetzee
- Log ind for at skrive kommentarer
På sporet af en svunden tid og et portræt af kunstneren som en meget ung mand.
Sydafrikanske John Coetzee er leverandør af en længere række romaner af en meget overkommelig størrelse. Sjældent når bøgerne over 250 sider, men på indholdssiden er intet for småt. Her tager han jerngreb med Sydafrikas blakkede historie, oftest med apartheidsystemet som umiddelbar baggrund.
I Drengeår vender forfatteren tilbage til sin egen barndom i en selvbiografi udformet som roman, med sig selv i tredjeperson. Om end skrevet i en sen alder, giver Drengeår en forståelse af hans øvrige forfatterskab, og frøene sås til de temaer, der kendetegner hans øvrige værk: forskellen på at have og ikke at have magt, sympatien for de berøvede og dem, der bliver holdt udenfor. Coetzee giver stemme til de undertrykte og dem, der ingen stemme har.
Romanens John Coetzee vokser op i skyggen af 2. verdenskrig, med en far, han vælger at hade, og en mor, hvis altopofrende kærlighed til ham gør ham bange, fordi han aldrig vil kunne betale hende tilbage.
I en nøgtern, direkte stil hører vi om skolegangen, den brogede familie og fortællerens følelse af at være udenfor. Han er klassens faglige topscorer, men hans pænhed er en torn i øjet, og han er ikke gearet til at klare sig på samfundets præmisser, hvor den stærkeste er den, der er født med den rigtige baggrund. I det hele taget er fortælleren en næsten neutral observatør, ikke-dømmende og uden viden om sit lands forskelsbehandling af mennesker. For unge, uspolerede Coetzee kan ikke forstå, at det skulle være så vigtigt, om man er sort eller hvid, hvilket religiøst tilhørsforhold man har, eller hvilket sprog man taler.
Drengeår er en fortælling om overgangen mellem barn og voksen, illustreret ved den vågnende erkendelse af verdens grusomhed, først og fremmest i form af dens forskelligheder og muligheden for forskellige udlægninger af den.
Det er en usentimental, barsk, men alligevel smuk fortælling om en intelligent drengs ensomhed i en pilrådden og uretfærdig kolonistat, der dømmer dig på livet løs, uanset hvem du virkelig er.
Jeg var meget betaget og glæder mig til at læse fortsættelsen Ungdomsår og den endnu ikke oversatte Summertime, der er seriens tredje og foreløbigt sidste del.
- Log ind for at skrive kommentarer
På sporet af en svunden tid og et portræt af kunstneren som en meget ung mand.
Sydafrikanske John Coetzee er leverandør af en længere række romaner af en meget overkommelig størrelse. Sjældent når bøgerne over 250 sider, men på indholdssiden er intet for småt. Her tager han jerngreb med Sydafrikas blakkede historie, oftest med apartheidsystemet som umiddelbar baggrund.
I Drengeår vender forfatteren tilbage til sin egen barndom i en selvbiografi udformet som roman, med sig selv i tredjeperson. Om end skrevet i en sen alder, giver Drengeår en forståelse af hans øvrige forfatterskab, og frøene sås til de temaer, der kendetegner hans øvrige værk: forskellen på at have og ikke at have magt, sympatien for de berøvede og dem, der bliver holdt udenfor. Coetzee giver stemme til de undertrykte og dem, der ingen stemme har.
Romanens John Coetzee vokser op i skyggen af 2. verdenskrig, med en far, han vælger at hade, og en mor, hvis altopofrende kærlighed til ham gør ham bange, fordi han aldrig vil kunne betale hende tilbage.
I en nøgtern, direkte stil hører vi om skolegangen, den brogede familie og fortællerens følelse af at være udenfor. Han er klassens faglige topscorer, men hans pænhed er en torn i øjet, og han er ikke gearet til at klare sig på samfundets præmisser, hvor den stærkeste er den, der er født med den rigtige baggrund. I det hele taget er fortælleren en næsten neutral observatør, ikke-dømmende og uden viden om sit lands forskelsbehandling af mennesker. For unge, uspolerede Coetzee kan ikke forstå, at det skulle være så vigtigt, om man er sort eller hvid, hvilket religiøst tilhørsforhold man har, eller hvilket sprog man taler.
Drengeår er en fortælling om overgangen mellem barn og voksen, illustreret ved den vågnende erkendelse af verdens grusomhed, først og fremmest i form af dens forskelligheder og muligheden for forskellige udlægninger af den.
Det er en usentimental, barsk, men alligevel smuk fortælling om en intelligent drengs ensomhed i en pilrådden og uretfærdig kolonistat, der dømmer dig på livet løs, uanset hvem du virkelig er.
Jeg var meget betaget og glæder mig til at læse fortsættelsen Ungdomsår og den endnu ikke oversatte Summertime, der er seriens tredje og foreløbigt sidste del.
Kommentarer