Anmeldelse
Mesteren fra Petersborg af J. M. Coetzee
Romanens hovedperson Dostojevskij rejser i 1868 fra Dresden til Petersborg for at hente sin afdøde adoptivsøn Pavels efterladte papirer.
Nobelprisen 2003
Han er opfyldt af sorg og indlogerer sig på sønnens logi, sover i hans seng og klæder sig i hans tøj. Han begærer værtinden og indleder et intenst erotisk forhold. Men føler sig også tiltrukket af dennes unge smukke datter, helt uanstændigt og utilladeligt. Han er optændt af en forestilling om, at han ved at søge kontakt til alt, hvad Pavel havde berøring med, vil kunne genfinde sin tabte søn.
Han fører lange dialoger med sig selv om, hvilke valg han skal træffe eller ikke træffe, hvilket motiv han har for det ene eller det andet, og hvad det fører til.
Fx hører han en hund, der hyler, og sætter den straks i forbindelse med sin mistede søn.
”Hunden hyler igen. Ingen antydning af øde stepper og sølvskinnende lys: en hund, ikke en ulv, ikke hans søn. Derfor? Derfor må han kaste denne letargi af sig! Fordi det ikke er hans søn, må han ikke gå i seng igen, han må klæde sig på og besvare denne kalden. Hvis han venter at hans søn skal komme som en tyv om natten, og kun lytter efter tyvens kalden, vil han aldrig få ham at se. Hvis han venter at hans søn skal tale med det uventedes røst, vil han aldrig få ham at høre. Så længe han venter det, han ikke venter, vil det han ikke venter ikke komme. Derfor – paradoks i paradoks, mørke svøbt i mørke – må han svare på det han ikke venter.”
Pavel – viser det sig – har været tilknyttet en forbudt nihilistisk gruppe, der kæmper for ”folkets re-volution” med alle tilgængelige midler, også voldelige. Hans dagbog afslører et forhold til faderen, der vender op og ned på dennes forestillinger, både om sønnen og om ham selv. Var sønnens død et selvmord, eller blev han dræbt af politiet, eller blev han et offer for revolutionen?
Forfatteren lader Dostojevskij stille mange spørgsmål, der ikke besvares entydigt, men gennem selvransagelse og diskussioner. Med elskerinden Anna, den revolutionære Netjajev, forhørsdommeren, barnet osv.
En bog der stiller nogle svære spørgsmål, men også tager klar afstand fra vold. Bliver man terrorist, fordi man hader sin far? Er man besat af en ideologi eller besat af en ond dæmon? Slår man ihjel for at blive taget alvorligt?
Også en bog om forfatterens vilkår, at give efter for mørket, lade sig falde, opgive sin sjæl for at kunne skrive.
En bog om eksistens, erkendelse og tab. En stærk bog, én af de bedste jeg har læst – læs den selv.
J.M.Coetzee fik i 2003 nobelprisen i litteratur.
Læs mere på www.nobel.se
Oversat af Niels Brunse. Hekla, 1995. 230 sider
Romanens hovedperson Dostojevskij rejser i 1868 fra Dresden til Petersborg for at hente sin afdøde adoptivsøn Pavels efterladte papirer.
Nobelprisen 2003
Han er opfyldt af sorg og indlogerer sig på sønnens logi, sover i hans seng og klæder sig i hans tøj. Han begærer værtinden og indleder et intenst erotisk forhold. Men føler sig også tiltrukket af dennes unge smukke datter, helt uanstændigt og utilladeligt. Han er optændt af en forestilling om, at han ved at søge kontakt til alt, hvad Pavel havde berøring med, vil kunne genfinde sin tabte søn.
Han fører lange dialoger med sig selv om, hvilke valg han skal træffe eller ikke træffe, hvilket motiv han har for det ene eller det andet, og hvad det fører til.
Fx hører han en hund, der hyler, og sætter den straks i forbindelse med sin mistede søn.
”Hunden hyler igen. Ingen antydning af øde stepper og sølvskinnende lys: en hund, ikke en ulv, ikke hans søn. Derfor? Derfor må han kaste denne letargi af sig! Fordi det ikke er hans søn, må han ikke gå i seng igen, han må klæde sig på og besvare denne kalden. Hvis han venter at hans søn skal komme som en tyv om natten, og kun lytter efter tyvens kalden, vil han aldrig få ham at se. Hvis han venter at hans søn skal tale med det uventedes røst, vil han aldrig få ham at høre. Så længe han venter det, han ikke venter, vil det han ikke venter ikke komme. Derfor – paradoks i paradoks, mørke svøbt i mørke – må han svare på det han ikke venter.”
Pavel – viser det sig – har været tilknyttet en forbudt nihilistisk gruppe, der kæmper for ”folkets re-volution” med alle tilgængelige midler, også voldelige. Hans dagbog afslører et forhold til faderen, der vender op og ned på dennes forestillinger, både om sønnen og om ham selv. Var sønnens død et selvmord, eller blev han dræbt af politiet, eller blev han et offer for revolutionen?
Forfatteren lader Dostojevskij stille mange spørgsmål, der ikke besvares entydigt, men gennem selvransagelse og diskussioner. Med elskerinden Anna, den revolutionære Netjajev, forhørsdommeren, barnet osv.
En bog der stiller nogle svære spørgsmål, men også tager klar afstand fra vold. Bliver man terrorist, fordi man hader sin far? Er man besat af en ideologi eller besat af en ond dæmon? Slår man ihjel for at blive taget alvorligt?
Også en bog om forfatterens vilkår, at give efter for mørket, lade sig falde, opgive sin sjæl for at kunne skrive.
En bog om eksistens, erkendelse og tab. En stærk bog, én af de bedste jeg har læst – læs den selv.
J.M.Coetzee fik i 2003 nobelprisen i litteratur.
Læs mere på www.nobel.se
Oversat af Niels Brunse. Hekla, 1995. 230 sider
Kommentarer