Jesu barndom

Simón ankommer med drengen David til en modtagelejr i et unavngivent spansktalende land. Hvorfor og hvorfra rejste de, spørger anmelderen, som også har svært ved at se, hvor bogen vil hen.

Nej, det er IKKE en religiøs historisk fortælling, det er en allegori. Både titel og handling.
Simón, en midaldrende mand, har åbenbart valgt at forlade sit hjemsted og tage afsted uden anden bagage end sine kræfter. På båden mod det nye land tager han ansvaret for en lille dreng, David, der er kommet væk fra sin mor. Han har således helt konkret mistet al forbindelse til sin baggrund. De to ankommer til et modtagelsescenter efter at have opholdt sig kort tid i en flygtningelejr i ørkenen, og et kluntet bureaukrati går i gang omkring dem.
Det kan nok vække lidt til eftertanke om flygtningelejre i vores del af verden: De nyankomne skal ”vaskes rene”, de forventes at aflægge al kendt historie, de måtte medbringe.

Det er en sær verden, de kommer til. De opholder sig nærmest i et tomrum, ingen nyheder fra en omverden (hvis der da er en?). Men bag al papirvældet, som denne ”nye verden” rummer, er der en slags socialisme. Man får udbetalt penge på sit udleverede pas, al transport er gratis, og arbejde får man straks. Simón kommer til at slæbe sække på havnen. Der er nemlig ingen maskiner, hvorfor skulle man have det, når der er nok menneskekraft?

Humor kan læseren dog opleve glimtvis, især i situationer med lille David. For eksempel er han i færd med at lære at læse, og det foregår i et eksemplar af Don Quixote, som han er tæt knyttet til. ”Jeg vil ikke læse bogstaver, jeg vil læse historien,” siger knægten, da han får udpeget bogstaver, han skal kende. Krystalklart billede. Men i det sært perspektiv- og konturløse samfund kan man søge forgæves efter de klare kristelige symboler, som titlen skulle antyde eksistensen af. Jeg valgte at glemme dem og kom derefter nærmest til at tænke på Inge Eriksens gamle roman om ’Victoria og Verdensrevolutionen’, der foregår i et navnløst socialistisk land. I den finder man dog varme mellem menneskene, men det fornemmer jeg ikke her. Jeg har også svært ved at præcist at se, hvor denne bog vil hen. Som læser møder jeg ingen vink om målet, og jeg føler mig i et tomrum.

Måske alligevel allegorien om Jesus kan give lidt mening til slut, hvor lille David har skabt sig en identitet som barnet, der ser verden på en ny og anderledes måde. Generelt er bogen letlæst, den er velfortalt og klar i mælet. Den er tilmed lidt spændende på ”hvad mon der så sker – måden”. Alt berettes helt troværdigt, lidt ligesom Murakami kan gøre det (uden nogen som helst anden sammenligning i øvrigt). Jeg ville da ikke være denne læseerfaring foruden, men en rendyrket positiv læseoplevelse kræver, at man er klar over, hvad der forestår og måske er Coetzee-fan i forvejen.