Tine

Degnens Tine går til hånde hos skovrideren, mens krigens og kærlighedens gru ubønhørligt bringer hendes verden fra idyl til kaos i Herman Bangs perle.

Tine er godheden selv, hun arbejder for og er gode venner med skovriderens kone, der dog rejser væk, da krigen nærmer sig. Hun fortsætter med at arbejde for skovrideren, og efterhånden som hendes lille landsby bliver indkvartering for dele af de danske styrker, gør hun også, hvad kun kan, for at lette tilværelsen under deres orlover. Hun engagerer sig i de enkelte skæbner, men efterhånden mere og mere i skovriderens, og det må gå, som det nu engang går. Efterhånden bliver uro til rædsel, først falder Dannevirke og siden Dybbøl, og de evakuerede soldaters sind bliver dybt mærket.

Krigen i 1864 danner baggrund for historien om Tine. Hun arbejder som hushjælp hos Skovrider Berg og hans familie. Familien Berg og Tine har et nært og venskabeligt forhold; de tager på skovtur sammen, og fru Berg opfordrer Tine til at læse Skovriderens kærlighedsbreve. Da det forlyder, at krigen vil bryde ud, rejser fru Berg i sikkerhed, og Tine bliver tilbage i byen med Skovrideren. I de følgende uger forvandles Skovriderboligen til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer at blive sendt til fronten og få muligheden for at forsvare Danmark. De selv samme soldater vender imidlertid sønderskudte og desillusionerede tilbage.

Mens krigen raser og ændrer alt omkring Tine, forelsker hun sig langsomt, ømt og oprigtigt i Skovrideren med alt, hvad den første kærlighed indebærer. Krigens forfærdende grusomhed får Skovrideren til at længes efter trøst og tryghed. Skovrideren og Tine finder sammen i en lidenskab, de begge ønsker, om end med forskellige fortegn. Som det udtrykkes i efterskriftet af Villy Sørensen, opfylder Skovrideren Tines kærlighed for at slukke sit eget begær.

I de næste dage forenes Skovrideren og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler; deres samvær er som en stille plet i et oprørt hav, der er forudbestemt til at blive skyllet bort. Efter disse få dage med lykke for Tine, drager Skovrideren i krig. Også han vender traumatiseret tilbage.Tines indre falder sammen i takt med krigens ødelæggelse af landskabet. Hvad der under normale forhold ville være et pubertetssværmeri, bliver i krigens kaos hendes skæbne. 

Herman Bang er en af vore fremmeste impressionister, og hans skildring af livet i den lille alsiske landsby står lyslevende den dag i dag. Hans teknik er iagttagerens, ikke kommentatorens: vi bliver placeret midt i situationen og følger dagens gang uden forklarende udenværker. Det virker uhyre stærkt, nærmest filmisk, og hans sprog virker trods enkelte bedagede ord nyt og friskt og meget læseværdigt.

Det bliver til en meget stor fortælling om både danmarkshistorie, opofrelse og kærlighed. Den er gribende uden på nogen måde at være sentimental, og er samtidig en skarp satire over det nationale snæversyn, der førte til det katastrofale nederlag ved Dybbøl i 1864 og tabet af hele Sønderjylland/Nordslesvig, der først igen blev genforenet med resten af kongeriget i 1920.

'Tine', der er opkaldt efter Bangs alt for tidligt døde og elskede mor, er Bangs sidste store roman og udkom i 1889 som kronen på hans store romanværk. Han slog først igennem som forfatter efter forgæves at have søgt succes som skuespiller.