Tilintetgøre

Houellebecq har skrevet sin efter sigende sidste roman, og der er for første gang (måske) et lille håb. Men er franskmanden blevet for lykkelig til for alvor at skrive en god roman?

Der går et jag af spænding igennem mig, hver gang jeg får en Houellebecq-udgivelse i hånden. Ingen formår som den vrede franskmand at udpensle det moderne menneske og civilisations hykleri og fortvivlelse. Og han begynder bestemt lige så godt, som han plejer: ”Visse mandage helt i slutningen af november eller i begyndelsen af december har man, især hvis man er ugift, en følelse af at befinde sig på dødsgangen. Sommerferien er glemt for længst, det nye år er stadig langt væk; intetheden er usædvanligt tæt på.”

Der udsendes kort før præsidentvalget i 2027 en manipuleret video, der viser økonomiministeren Bruno Juge blive halshugget i en guillotine, og jagten efter disse intelligente, falske videoproducenter starter. Snart udfolder en række terrorangreb sig på sidelinjen af præsidentvalget, hvor den ene kandidat selvfølgelig er en fjollet kendt tv-vært. Topembedsmand og den åbenbart ikke-halshuggede ministers fortrolige Paul Raison inddrages i efterforskningen, og som handlingen skrider frem, kommer vi nærmere Paul, hans forliste ægteskab med Prudence og farens pludselige hjerneblødning, der gør, at Paul må forlade det pulserende Paris for at rejse til sit barndomshjem på landet.

Men selvom intetheden er usædvanligt tæt på, bliver Houellebecqs altid-tilstedeværende-men-sjældent-bemærkede romantiske side for første gang trukket helt frem og på en ganske optimistisk måde, selvom verden trækker i den absolut modsatte retning. Paul og Prudence formår på trods af opdelt køleskab og adskilte soveværelser at nærme sig hinanden igennem sorgen over faren og rækken af tragedier, der synes at tilfalde familien. Igennem tilintetgørelsen om man vil.

Og med sorgerne og kærligheden synes det mest interessante spor at forsvinde. Terrorangrebene, der på mystisk vis binder dem alle sammen, bliver tilsidesat for, at Paul og Prudence kan falde ind i deres for længst glemte tosomhed med alt, hvad det indebærer af hotpants, blowjobs og knepperi (det er jo Houellebecq), som gør de 715 sider, romanen fylder, lidt langtrukne. Heldigvis skriver Houellebecq lige så godt og ubesværet, som han plejer, så man glider igennem bogen, selv de kedelige passager.

Tragedier er der mange af, men heldigvis også kærlighed. Dog kun mellem Paul og Prudence. Al kærlighed mellem Paul og sin søster, der sammen med sin mand er de eneste uselviske personer i romanen, og mellem Paul og sin far synes at fordufte, så snart Prudence danser rundt i sine hotpants og sværger, at de vil mødes igen, når de bliver reinkarnerede.

Romanen er kaldt håbefuld og optimistisk af flere anmeldere, men Houellebecq belyser stadig den moderne vestlige civilisations nihilisme. Paul Raison forkaster al fornuft, selvom det står skrevet i hans navn (raison = fornuft), for i stedet at give sig hen til Prudence og derigennem hendes Wicca-religion, som mest af alt er en fiks idé, hun har fået i sin søgen efter mening i en retningsløs verden. I kærlighedens navn isolerer Paul sig og fjerner al omsorg for andre mennesker og al orientering imod samfundet. Han henkaster sig til løgnen og kan på den måde finde fred: ”En god løgn er en løgn man ender med selv at tro på, og efterhånden som Paul konstruerede sin løgn, følte han at han var god til at lyve, at Prudences mistillid ville fortage sig lidt efter lidt, og at han selv inden længe ville glemme realiteterne, i det mindste for en tid.”

I det sidste må det søgende og famlende menneske frakalde sig alle holdninger og principper for at kunne give sig hen til løgnen og få fred. Måske har Houellebecq skrevet ’tilintetgøre’ efter selvsamme princip, og vi alle er hoppet med på den, og for det vil jeg bukke og neje. Hvis ikke må jeg ærgre mig over, at den store franskmand har skrevet sin (måske) sidste roman, og at den er lidt skuffende.