Stranden om natten af Elena Ferrante

Billederne flyder ud over siderne i denne poetiske og dystre børnependant til Ferrantes voksenromaner.

Med insisterende smukke og farverige illustrationer af Mara Cerri, sættes der billeder til en historie om at blive væk fra nogen, men også om at blive væk fra sig selv. Sproget er skarpladt, og man nærmest skærer sig på ordene. Det er en børnebog for de 6 – 10 årige, der sætter fokus på mange børns frygt for at blive væk og miste, set fra en dukkes synspunkt. Den kræver noget af sin læser og ikke mindst af sin oplæser, men essensen af historien er universel; hjem – ude – hjem.

Da 5-årige Mati får en kat, trænger den for en stund hendes elskede dukke, Celina, i baggrunden. En dag glemmer hun dukken på stranden, og Celina tilbringer en meget lang og ensom nat med at gemme sig for Bademester Grusom og Store Rive med de frygtindgydende jerntænder. Efter mange fortrædeligheder, hvor dukken blandt andet mister sit navn på uhyggelig vis, kommer et mørkt dyr ilende og samler hende op, lige i sidste øjeblik inden den grumme bademester endegyldigt får fat i hende. Og det hele ender godt, Celina kommer hjem og genfinder både sit navn og sin elskede Mati, der selvfølgelig har savnet sin dukke helt forfærdeligt.

Jeg har endnu ikke afprøvet bogen på min 6-årige datter, men jeg tror ikke, hun er helt klar til den, mest på grund af alle de mange svulstige sætninger, hvor et eksempel kunne være denne: ’Den ulækre spytsnor bliver strammere og strammere, et sidste ryk og jeg sprøjter ud af vandet sammen med Ordenes hylende kæde’. Jeg ser mine datters store, undrende øjne for mig. Mens jeg selv labber det i mig.

Samtidig med udgivelsen af ’Stranden om natten’ udkom Ferrantes nyeste voksenroman på dansk. Den hedder ’Dukken der blev væk’ og kredser om moderskabets komplekse natur - og en dukke der forsvinder…