Sex Rouge af Pablo Llambías

Vedkommende litteratur. Pablo Llambías’ tredje og afsluttende sonetsamling, ’Sex Rouge’, handler om livet, kærlighed, børn, litteratur, sandhed, ærlighed og usikkerhed.

’Sex Rouge’ er ligesom ’Monte Lema’ og ’Hundstein’ et bjerg. ’Sex Rouge’ er navnet på et bjerg i Schweiz, og det er også Pablo Llambías’ tredje samling af sonetter. Jeg-fortælleren, der har mange lighedspunkter med forfatteren, fortæller om sit liv efter udgivelsen af de to første bind. At han i begyndelsen af denne bog stadig tager angstdæmpende medicin, at han stadig ofte føler sig ulykkelig og ikke god nok. Og at han stadig bekymrer sig meget om, hvad det er, han har gjort ved at skrive og udgive disse meget personlige sonetter.

Samtidig reflekterer han i mange af teksterne over, hvem der egentlig ved, hvad der er sandheden om ens liv og over, hvorvidt tekster kan være ærlige. Jeg-fortælleren mener ikke, man kan sige, at en tekst er ærlig. At fortællingen om hans liv, som den kommer til udtryk i sonetterne, kun er én version ud af mange mulige. At han hele tiden fortæller historier om sit liv, og at de hele tiden ændrer sig lidt, men at visse ting er konstante.

Imens jeg læser disse sonetter, spekulerer jeg på, hvorfor jeg så godt kan lide at læse dem, og hvorfor jeg synes, de er gode. Normalt ved jeg ret hurtigt, om jeg synes, en bog er god. Det synes jeg, ’Sex Rouge’ er. Men fordi forfatteren – eller jeg-fortælleren - igennem hele bogen tvivler på sonetternes litterære kvalitet, kommer jeg til at tænke endnu mere over, hvorfor jeg synes, de er gode. Den simple forklaring er, at de er godt skrevet, og at forfatteren har noget på hjerte. Noget som vedkommer andre end ham selv. Noget som vedkommer mig som menneske. For selv om fortælleren er en mand, bosat i København, og jeg er en kvinde, bosat i Vendsyssel, er mange af de tanker, bekymringer og overvejelser, han gør sig, ikke fremmede for mig: Tanker om livet, kærlighed, børn, litteratur, sandhed, ærlighed, usikkerhed.

Fortælleren siger et sted i bogen, at han er ligeglad med, om værkerne opleves som autentiske eller falske. Hvis jeg må være helt ærlig, er jeg som læser også ligeglad med, om de er autentiske eller falske. De tre samlinger af sonetter er litteratur, og det er sådan, jeg læser dem.