Sandmanden af Lars Kepler

Fandens god underholdning. Det svenske succes-ægtepars fjerde krimi med Joona Linna og Saga Bauer er igen forrygende aktion og spænding kombineret med isnende uhygge.

Midt om vinteren bliver en ung mand fundet gående på et jernbanespor, stærkt forkommen og syg. Det viser sig utroligt nok, at han officielt er erklæret død, efter at han og lillesøsteren forsvandt for tretten år siden, formodentlig som nogle af ofrene for den berygtede seriemorder Jurek Walter.

Joona Linna fik pågrebet Walter, som siden har siddet indespærret i isolation i et totalt sikret fængsel. Den unge mand påstår, at også hans søster er i live og holdes indespærret samme sted, hvorfra det altså er lykkedes ham at flygte. Joona sætter alt ind på at finde søsteren, men han har ikke noget at gå efter, og kun Walter kender stedet.

Walter har i alle disse år imidlertid intet sagt, og en livsfarlig plan iværksættes nu. Saga Bauer bliver undercover placeret i samme fængsel som Walter, og hendes opgave er at få Walter til at åbne sig og muligvis røbe noget, så politiet kan komme videre. Noget af det, han betror Saga, fører Joona til Rusland og til mødet med en række mørke menneskeskæbner. Hvad politiet dog ikke ved er, at Walter opererer med sin helt egen dagsorden og en udspekuleret plan, der skal få ham på fri fod.

Lars Kepler er pseudonym for ægteparret Ahndoril, og deres nu fire romaner om Joona Linna er i den grad blevet synonym med høj spænding og fin underholdning. Forfatterparret kan da også deres kram til fingerspidserne. Den litterære del og baggrundsviden er perfekt, og de korte kapitler med skiftende fokus på de forskellige personer, det indviklede og medrivende plot, de engagerede personskildringer og de mundrette replikker gør, at man bare lige må læse lidt videre.

Denne fjerde bog i serien er så oven i købet temmelig uhyggelig i al sin gru, og så kan man sagtens abstrahere fra, at heltene er lige lovlig superagtige, at skurken er lige ved at være for meget af det gode (den berømte/berygtede Hannibal Lecter spøger kraftigt i kulissen) og at handlingen kraftigt tenderer det usandsynlige og umulige.

Det korte af det lange er, at det er fandens god underholdning, som oven i købet - har det vist sig - fungerer fortræffeligt som film.