Om foråret af Karl Ove Knausgård

Bogen minder mig om en stor øm hudafskrabning, der kan springe op og bløde, hvert øjeblik det skal være. ”Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for”.

Livet skal pareres. Alt det besværlige, konflikter, problemer, pligter skal pareres. Det er Knausgårds udgangspunkt. Kan man ikke parere, går man under. Øjeblikke af lykke handler om det modsatte. ”Det modsatte af at parere er at skabe, at lave, at føje noget til som ikke fandtes før. - Du fandtes ikke før”. Sådan forklarer Knausgård sin ubetingede kærlighed til sin nyfødte datter.

Dette er Knausgårds tredje bind til sin yngste datter. De to tidligere værker, der handler om tiden op til datteren fødsel, Om efteråret og Om vinteren er nærmest formet som leksikale opslagsværker. Denne bog er nærmere en smuk nærværende og samtidig filosofisk roman om livet i en familie med hverdagens sysler, sorg og kærlighed. Om lyset og mørket i os alle.

I Norge tales der om, at dette kan betegnes som Knausgårds syvende bind i livsværket ’Min kamp’, da han også her taler om det problematiske forhold til sin far. Et sted i de af og til lange og fortættede passager er der en form for forståelse og tilgivelse af faderen.

Som uerfaren Knausgård læser skal jeg vænne mig til hans måde at skrive på. Der er mange skift mellem det helt konkrete og til højt flyvende filosofiske tanker om, hvad personlighed er. Som han så i øvrigt på en elegant måde fortæller gennem Bazarovs billeder på mennesker.
Nogen steder i bogen tænkte jeg, om han mon som de kinesiske turister går gennem livet med en selfie-stang for derpå at kigge sit liv igennem og redigere det til en god historie. Men andre steder er han så nærværende, at jeg må rødme lidt i skam over tanken.

Der er mange emner der berøres: selvmord, det tilknytningsløse menneske, ensomhed og selvbedrag. Men det, der for alvor rørte mig, er den ærlighed og følsomhed, hvormed Knausgård konfronterer alt det svære omkring hustruens dybe depression. Vrede og afmagt. Hjælp mig, Gud. Hvad skal jeg dog gøre, spørger han, mens han står og græder ovre i skrivestuen, hvor de store børn ikke kan se ham.

Heldigvis beskriver han også lyset, håbet og glæden. Der er altid noget at leve for.