Om efteråret af Karl Ove Knausgård

Barnets bog. Knausgård skriver til sin ufødte datter om livet. Hun har meget at glæde sig til. Ikke mindst sin fars præcise sprog og poetiske følsomhed.

Om efteråret kan man samle kastanjer og blade sammen, plukke svampe og æbler og måske længes lidt efter at flyve væk med fuglene. Man kan nyde den skarpe luft og farvernes dybde. Eller man kan glæde sig over, julen ikke kommer bag på Magasin, mens man indfanger bakterier i bussen. Man kan desuden blive indenfor og sætte sig i sin bedste stol og nyde første del af Knausgårds personlige årstids-encyklopædi med smukke illustrationer af billedkunstneren Vanessa Baird. Det er mindfull reading for at bruge et af tidens buzzwords.

Jeg har savnet at læse Knausgård. Det mærkede jeg allerede under læsningen af encyklopædiens første sider. Det er et par år siden, jeg færdiggjorde den store kamp, og når jeg ikke har moret mig over nordmandens avisskriverier om svenske kykloper, har jeg ikke beskæftiget mig med ham. Jeg ved ikke helt, hvad der egentlig griber mig (og så mange andre læsere). Jeg tænker, det er hans præcise sprog og nøgterne tanker om eksistensen og den nære virkelighed og genkendeligheden i det hele. Det er smukt og ligetil på samme tid. Banalt, men også filosofisk og højtflyvende ind i mellem. Ligesom livet.

Mange kritikere har bedyret, at ’Om efteråret’ er for sludrende. Jeg er enig i, at der ikke er så meget på spil som tidligere i forfatterskabet, men sludrende synes jeg ikke, den er. Snarere lidt rørstrømsk. Ind i mellem helt glad. Efter stormens pisken kommer solen frem. Jeg kan nu meget godt lide Knausgård, også når han river blade sammen i efterårssolen og kæmmer lus på sine børn. 

Det er vel heller ikke nødvendigvis sludder at kunne indfange poesien i hverdagen, mens man koger havregrød eller kalker sit hus. Der er tydeligvis sket meget, siden forfatteren flygtede fra hverdagen og sad på sin altan i Malmø. I hvert fald i forhold til det, han vælger at skrive om. ”Det føles som om jeg er begyndt på noget nyt, noget helt anderledes, og det er denne familie. Det tænker jeg hver eneste dag, at det er nu det gælder, at det er nu, disse år hvor alt det vigtige sker. Mit tidligere liv føles stadig mere fjernt”. Knausgård er hoppet i hjemmeskoene.  

’Om efteråret’ er skrevet til Knausgårds fjerde barn, Anne, som på skrivetidspunktet oplevede efteråret i sin mors mave. ”Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste. ’(…) ’Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den." Knausgård skriver altså for sig selv og til den voksne læser, men rammen er, hvad der venter Anne i verden af fænomener, dyr og mennesker. I denne første bog handler det om æbler, løv, grævlinger, termokander, opkast, skumring, hugorme, Flaubert, fugletræk, ensomhed og meget mere. Efterårets løvfald vækker melankoli og tanker om livet, kærligheden og tidens tand. Også hos Knausgård. Det er godt, og jeg vil med det samme tyvstarte på Om vinteren.