Morgenstjernen

Morgenstjernen kaster nyt lys over Knausgårds særegne stjernevrimmel af store værker.

Det er en fredag i slutningen af august, og alle mennesker i Norge kigger mod himlen. Et nyt lys er brudt frem.

”Man skulle blot se på den, tænkte jeg og kiggede op på himmelen bag hytten. Stjernen var fuld af mening, det mærkede alle der så den. Noget tavst og intenst strømmede fra den. Det var næsten som en vilje, noget ubændigt som sjælen kunne omslutte, men ikke forandre eller påvirke. Følelsen af at nogen så på os.”

I Karl Ove Knausgårds roman ’Morgenstjernen’ følger vi over to dage ni menneskers liv, imens et nyt himmellegeme pludselig opstår. For nogle betyder dette fænomen mere end for andre. Men for Egil, en mentalt skrøbelig og fraskilt mand midt i fyrrerne, der har fundet ny interesse i bibelen, og som derfor ved, at Morgenstjernen både kan referere til Jesus og Djævlen, er det noget skæbnesvangert.

Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis hos hverken litteraturprofessor Arne, der kæmper med sin maniske kone, tre unger i et sommerhus og en voksende brandert, der ender med, at han kører spirituskørsel for at slippe lidt væk.

Eller præsten Kathrine, der for at undgå sin jaloux mand på vej hjem fra en arbejdsrejse vælger at tjekke ind på et hotel i Bergen, i stedet for at tage hjem til deres hus.

Eller Emil, der drømmer om at slå igennem med sit band, men som har svært ved at håndtere kritikken på en af sine nye sangtekster.

Eller Iselin, der må skuffe sin gamle gymnasielærer, da hun er kørt sur i psykologistudierne.

Eller Solveig, der i fritiden passer sin parkinsonramte mor, imens hun som sygeplejerske forelsker sig i en patient.

Eller kulturjournalisten Jostein, der er sin kone Turid utro på en druktur, hvor han hele tiden får livstruende blackouts.

Eller Turid, Josteins kone, der forsøger at tackle sin angst, imens hun har nattevagt på et værested for psykisk udviklingshæmmede.

Eller Vibeke, en kurator på et kunstmuseum, der har fundet sig en mand, der er dobbelt så gammel som hende selv, og som derfor samtidig har en noget nærgående svigersøn.

Men selvom det tilsyneladende kun er Egil, der tillægger stjernen en større betydning, bliver man som læser hurtigt klar over, at noget ekstraordinært er på spil, når man følger de ni forskellige jeg-fortællere, hvis relationer i varierende grad er vævet sammen. For uanset igennem hvilken karakter, vi oplever dagene, sker der uforklarlige ting:

"Forsigtigt lagde jeg hånden på dørhåndtaget og skubbede døren op. Der var helt mørkt derinde. Og lydene var ophørt. Jeg famlede efter kontakten på væggen. Da jeg trykkede på den og lyset fyldte rummet fra gulv til loft, stod der en grævling midt på gulvet og stirrede på mig."

Dyrene opfører sig mærkeligt, nogle af karaktererne får syner, og det hele eskalerer ud ad en gådefuld tangent med et satanisk trippelmord, væsener fra underverdenen og en kraftigt stigende puls hos læseren. Det er intet mindre end spændende at lægge blikket på Knausgårds nye stjerne, der undervejs også giver mindelser til Lars von Triers film ’Melancholia’ og mystiske Haruki Murakami.

Selvom jeg-fortællerne på mange måder (og heldigvis!) beretter i et skriftsprog, vi kender fra Knausgårds autobiografiske værker med minutiøse beskrivelser af hverdagen, filosofiske overvejelser om livet og stor indsigt i den menneskelige psyke, så går han alligevel helt nye veje med sin roman ’Morgenstjernen’. 

Hvor Knausgård for alvor slog sit navn fast øverst på stjernehimlen, som en forfatter der investerede sig selv så kraftigt i sine bøger, at læserne ikke kunne kende forskel på virkelighed og fiktion, er det mildest talt et sats at begive sig ud i at skrive spændingsfiktion. Et sats, som denne anmelder mener, han lykkes meget godt med. Vi uddeler ikke stjerner på Litteratursiden, men ’Morgenstjernen’ kaster et spændende lys på et af nordens største forfatterskaber.