Mit opdigtede land af Isabel Allende

En sprudlende og charmerende erindringsbog om en stærk kvinde, om hendes forunderlige familie, om de personer, der har betydet mest for hende, og ikke mindst om det land, som hun kalder ”sit opdigtede land”.

Isabel Allende fortæller i denne sprudlende erindringsbog blandt andet, hvordan hun fik inspiration til bogen Åndernes hus. Huset lå i Chiles hovedstad Santiago og var et af de store, gamle huse, der ikke eksisterer længere. Hun kan stadig se det hus for sig, beboet af alle mulige slægtninge, oldeforældre, enlige tanter, fætre og kusiner, tjenestepiger og gæster, der flyttede ind, men aldrig ud igen.

Samtidig med Isabel Allendes beretning om familien, der på mange måder er excentrisk, charmerende og fuld af liv, giver hun os også en rejse - både i tid og rum – gennem det Chile, som hun hele tiden vender tilbage til.

Det er beretningen om et afsides liggende land i Sydamerika, der strækker sig fra Atacamaørkenen i nord, Andesbjergene mod øst, de stejle kyster ned mod Stillehavet mod vest og ender i syd ved det vældige Antarktis. Et overordentligt langstrakt land, hvor forskellige kulturer mødes. Vi hører også om, hvordan Chile er beboet af indvandrere fra mange lande og om kirkens store indflydelse på befolkningen.

"Jeg har ofte sagt, at min hjemlængsel begynder med militærkuppet i 1973, da mit land ændrede sig så meget, at jeg ikke længere kan genkende det, men i virkeligheden må den være begyndt længe før. Min barndom og tidlige ungdom var præget af rejser og afskeder: Jeg nåede ikke at slå rod noget sted, før vi skulle pakke kufferterne igen og videre til det næste." Isabel Allende har boet så forskellige steder som Bolivia og Libanon sammen med sin mor og sin onkel Ramón.

Et par år efter militærkuppet i Chile rejste Isabel Allende i eksil. I dag bor hun i Californien sammen med sin elskede Willie.

En charmerende bog om en stærk kvinde, om hendes forunderlige familie, om de personer, der har betydet mest for hende, og ikke mindst om det land, som hun kalder ”sit opdigtede land”. Et land hun vender tilbage til gang på gang: det er der, hun er opvokset og har sine rødder. Det er samtidig det land, der giver Isabel Allende inspiration til de fortællinger, hun nødvendigvis må indvie os andre i. Jeg kan på det varmeste anbefale denne bog, der har sin egen sjæl, og som mange steder rummer en betagende humor.