Mayas dagbog af Isabel Allende

Det er en spændende historie med rå og ubarmhjertige billeder fra bunden af samfundet, men der er også varme, engagement og nærværende personskildringer. Helt som alle Allendes fans kender hende.

Hovedpersonen er pigen Maya på 19 år, som vi møder ved historiens start i et lille samfund på en ø ud for Chiles kyst. Hun er vokset op hos bedsteforældrene - faderen er pilot, og moderen en dansk blond stewardesse, der efterlod den spæde pige hos hendes farmor og blev siden hos pigen til en myte om en isprinsesse fra Lapland. Til slut genser hun hende i øvrigt, men da er prinsessen blevet til en småfed kone i joggingbukser bosat i Odense - ak ja.

Historien fortælles af Maya, da hun er gemt af vejen af sin formidable farmor. Her skal hun komme sig efter et hårdt år i Las Vegas’ allerværste kredse, hvorfra de vist stadig leder efter hende. Hun skal også finde ud af sig selv og sin families historie.

Da den elskede farfar dør et par år tidligere, bliver Maya verdens værste teenager - hun flygter fra en ungdomsinstitution og ender i storbyens narkokredse med kurs mod bunden. Skarpe skildringer fra denne periode får vi lidt efter lidt flettet ind i beretningen fra den lille og farverige verden, hun opholder sig i på den lille ø. Ikke et ”tumpesamfund”, som en dagbladsanmelder så nedladende kalder det. Det er nok hjertevarmt, og der er for resten da også både overfald og incest, men det er de særprægede figurer, som kun Allende kan tegne dem, der er hovedsagen her.

Det er en meget blandet fortælling, det er et rigtigt spændende plot, og det er faktisk også en ungdomsbog med beskrivelsen af vejen både ned til bunden og op igen. Det er en portion magisk realisme og etnisk fortælling, det handler om Chiles historie og politiske fortid, og så er det en kærlighedshistorie.

Det kan lige så godt komme frem: jeg havde aldrig rigtigt fået læst Allende, men kendte naturligvis til hendes verden. Nu fik jeg revanche, og det var en god og underholdende læseoplevelse.