Marionetten af John le Carré

9/11 flyttede meget i folks og ikke mindst efterretningstjenerstenes verden.  Denne historie handler om individets etik, men også om nogle landes særegne fortolkning af retfærd.

Le Carré er virkelig genrens "grand old man"; han kan tegne en troværdig person, og han kan som ingen anden skitsere nogle psykologiske dilemmaer.

Historien er anbragt i Hamborg, dér hvor 3 af 9/11-flykaprene kom fra, og så er scenen med nogle få streger skitseret af den tyske fandenivoldske efterretningsmand. Det faktum giver åbenbart tyskerne en form for pligt til at se virkeligheden lidt mere i øjnene.

Centrum i historien er Issa. Issa er muslim, siger han da, og tjetener, og han påstår også at være søn af en nu afdød russisk mafia/militær-boss, som vistnok har nogle meget illegale penge stående i en tysk bank, der både er fornem og privat.

Issa har en mission, men nøjagtigt hvad det er, ved vi ikke. Angiveligt vil han have asyl samt læse medicin for at redde menneskeheden, og dertil skal bankens direktør hjælpe ham.
Issa er nemlig blevet sat i forbindelse med en ung kvindelig advokat fra en menneskerettighedsorganisation, og hun opsøger bankens ejer. Her får vi et andet af Le Carrés gode portrætter, Tommy Brue er en midaldrende englænder med et ægteskab i tomgang og en bank, der er gået i arv fra faderen. Og faderen var lidt for gode venner med folk, der engang gerne ville gemme rigtig mange russiske penge uden for det smuldrende lands grænser.

Nu sidder den unge, uforskammet kønne og idealistiske advokat så der med Issa. Hvad er han for én? Er han en marionet for islamistiske kræfter?

Forskellige efterretningstjenester tror i hvert fald, at de har lugtet lunten, og igen oplever vi Le Carrés skarpe rutine i personskildringer.

Men det handler ikke kun om storpolitik, det handler også om nærhed, mental intimitet, medmenneskelighed eller nærmere om uopfyldt kærlighed.

Det er en historie, der skal læses for den gode historie og for den måde, forfatteren kan tegne et psykologisk dilemma. Naturligvis er bogen lanceret som thriller, man slutningen er langtfra overraskende.

Men gør det noget? Læser man aviser og følger bare nogenlunde med i verdens tilstand, kan bogens vinkel på storpolitikken ikke komme bag på nogen.