Dimas drøm af John le Carré

Et ungt britisk par møder på en ferie en rig russer og hans mangfoldige familie. De lader sig indfange af hans udstråling og er pludselig midt i et spil om farlig viden og loyalitet.

Hvis nogen havde troet, at le Carré ikke kunne klare, at de dejligt dramatiske øst/vest-intriger forsvandt sammen med Muren i 89, kunne de godt tro om. Selvom han er tæt ved de 80, er der ingen svækkelse at spore i denne krønike om unge britiske og bundnaive Perry, hans Gail og deres oplevelser efter et skæbnesvangert møde på en tropisk ferie med den russiske rigmand Dima. Han indfanger dem i sit spind, og de sidder uundgåeligt fast.

Dima er åbenbart ”verdens førende hvidvasker af penge” – også iflg. ham selv, men nu lakker det mod enden, modstandernes magt er styrket, han ser sit kommende endeligt og ønsker at hoppe af til England og ”betale” med informationer om sin organisation og dens opbygning. Perry skal inddrages, da han er sikkerheden for ”fair play”. Tror Dima.

I en dagbladsanmeldelse (Pol. 20100908 - Bo Tao Michaelis) bliver le Carré med et vidunderligt udtryk, jeg aldrig havde set før, kaldt ”sin genres Thomas Mann”. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor bogen fungerede på den måde. Jeg var som læser lige så fanget i ordenes spind som Perry af Dimas intriger.

Hjemme i England kontakter Perry lidt selvhøjtideligt straks efterretningstjenesten og får kontakt med et par uigennemskuelige profiler, Hector og Luke. Hver med deres brogede historier i bagagen.

Det nærmer sig satiren flere steder: le Carrés skildring af råddenskaben i dele af det britiske samfundssystem og bankverdenens grådighed er ubønhørlig og hylende morsom - og helt troværdig - på samme tid.

Selvom jeg umiddelbart ikke ville kalde historien for spændende i gængs forstand, selvom der er nogle gode cliffhangers i de schweiziske bjerge, så kan de omhyggelige og ordrige beskrivelser og dialoger på en helt særlig måde fange sin læser.

Det er en god gammeldags agentroman, hvem tror man på og hvem ikke? Hvad sker der med den stakkels Perry og den teatralske, skrupelløse og på sin vis også stakkels Dima?