Lanzarote

Houllebecq tager læseren med på charterferie, hvor sex udleves udenfor samfundets rammer. Ufuldbyrdede strøtanker i lyset af de fremragende romaner, han siden har skrevet.

’Lanzarote’ udkom oprindeligt i år 2000 – før Platform, Underkastelse og alle dem, som for alvor bidrog til Houellebecqs internationale stjernestatus. Nu er den lille sag af en kortroman udkommet på dansk og fås i hele to udgaver: som selvstændig roman eller i en særudgave, hvor romanen akkompagneres af et fotografihæfte med forfatterens private billeder.

Romanen indledes med, at vores navnløse fortæller indser, at nytårsaften bliver fuldkommen mislykket, og han beslutter sig for at rejse en uge sydpå. Destinationen lander på Lanzarote, fordi det er billigt og ikke-muslimsk. Her møder han belgieren Rudi og det tyske lesbiske par, Pam og Barbara, som er de eneste på øen, som han synes at eje en smule sympati for – måske fordi han i Rudi møder en livstræt ligesindet, og Pam og Barbara der, på trods af deres lesbianisme, synes han er en fantastisk sexpartner.

Den klassiske Houellebecq-stemning er sat, og som altid har vi en bedrevidende fortæller, der har gennemskuet og forkastet det moderne menneske og dets levevis. Og her er 'Lanzarote' en glimrende legeplads for hele Europas kulturforladte skikkelser:

”Nogle tyskere havde allerede bredt deres badehåndklæder ud for at reservere plasticliggestolene. Ved nabobordet sad en enorm hooligan med kraftigt overskæg og glatbarberet kranium og åd kødpålæg. […] Kvinden han sad sammen med, var ærligt talt uanstændig med sine silikonebryster der væltede ud over kanterne på den lillebitte bikinitop; de lyserøde latex-trekanter dækkede knap nok brystvorterne.”

Houellebecq maler sine typer med præcision og provokerende foragt, hvor vores fortæller i sin overlegenhed befinder sig udenfor charter- og all inclusive-fællesskabet, der gør karaktererne mere livsforladte og overfladiske og øen som et sted uden leben eller historie. Langsomt forvandler øen sig dog til et nogenlunde acceptabelt sted – pudsigt nok samtidig med at Pam og Barbara forfører ham, som åbnede øens muligheder og livets mening sig med at slikke fisse.

Men måske åbner 'Lanzarote' sig netop med dette. Den seksuelle akt skjuler øens åndsforladthed (for hvad skulle man ellers lave på en feriedestination med kun to seværdigheder?) og giver mennesket plads til at være uden for samfundet, uden for faste roller, og hvor det moderne menneske i dens kulturforladte tilstand kan skabe mening ud af alt (og dermed intet).

Det synes dog heller ikke tilfældigt, at Raelbevægelsens, der tror, at menneskeheden blev skabt på et laboratorium for mange millioner år siden, tredje møde med rumvæsener angiveligt finder sted på Lanzarote. En bevægelse, som Rudi slutter sig til efter, at Lanzarote skaber rammerne for et indgående kendskab til bevægelsen, der også hylder en fri seksualitet, hvor børn og voksne indgår med hinanden og på kryds og tværs, og hvor Rudi efterfølgende befinder sig i søgelyset efter seksuel omgang med en mindreårig. Houellebecq skulle senere vise sig at behandle denne tematik mere dybdegående i romanen ’Muligheden af en ø’, der blev udgivet fem år efter ’Lanzarote’.

Udgivelsen virker for en Houellebecq-elsker som mig derfor en smule meningsløs. Det er en kritik af et moderne menneske, vi har set før, det er behandlingen af en tematik, vi har set før, og Lanzarote gør det simpelthen ikke godt nok i lyset af de fremragende romaner, han efterfølgende skrev. Romanen fremstår som strøtanker om det, der skulle blive, og på en måde, der desværre ikke er fuldbyrdet med samme betydning for det brede liv. Fra et biografisk synspunkt giver romanen dog et fint indblik i, hvordan Houellebecqs litterære virke er endt, hvor det er, eller giver en forsmag på hans til tider voldsomme og grafiske beskrivelser – det ville dog være en skam at bruge ’Lanzarote’ som pegepind for forfatterskabet.

Hvis man dog alligevel er fristet til at læse den, fordi romanen har også sine øjeblikke, er det værd at investere i særudgaven, hvor romanen akkompagneres af fotos af øen, som løfter romanen og på mange måder rammer dybere. Fotokataloget indkapsler med dets uskarpe og næsten klinisk-observerende skud af kaktusser, klipper og sten den ensomhed og goldhed, der er det moderne menneske, på en måde som en liderlig mands ferieeskapader ikke formår.