Anmeldelse
Kaldet - romanen af Hanne Ørstavik
- Log ind for at skrive kommentarer
Alvorlig og stærk norsk roman om kunst og identitet.
Jeg er dybt imponeret af Hanne Ørstaviks romaner: Ægtheden i dem, ærligheden, alvoren og de eksistentielle emner, de altid omhandler. De er ikke lette at læse, og man morer sig ikke undervejs, men det er alligevel en udsøgt fornøjelse at læse dem, netop pga. ærligheden og forfatterens sproglige skarphed.
Denne nye roman handler om en ikke navngiven forfatter, der lige er blevet skilt og er flyttet i lejlighed med sin 10-årige datter. Forfatteren vil skrive en roman om sin farmor, der i 1920´erne rejste til Kina for at følge sit kald og blive missionær. Men der kommer ingen fortælling. Sådan plejer det ellers ikke at være for denne kvindelige forfatter, jeg-fortæller i 'Kaldet – romanen'. Hendes romaner plejer at presse sig frem, så hun nærmest har været tvunget til at skrive dem.
Noget står i vejen denne gang. Forfatteren har en skriveblokering, som manifesterer sig fysisk, som en slags krampe i lårene eller som om musklerne imellem lårene og maven er for korte og strammer. Men blokeringen viser sig også som et billede af en kvinde, der står ved vinduet i forfatterens lejlighed med ryggen til. Forfatteren ved, at kvinden ved vinduet er hende selv, men hun ved ikke, hvad hun vil, og hun kan ikke komme forbi hende.
Hanne Ørstavik har endnu engang skrevet en stramt komponeret roman med et psykologisk portræt af en kvinde. Jeg fornemmer, at romanen denne gang har endnu flere selvbiografiske træk end tidligere.
Bogen er skrevet i mange små afsnit uden kapitler i øvrigt, og afsnittene veksler imellem små beskrivelser af farmoren, der ville missionere i Kina, men endte med at blive hustru og mor til ni. Afsnit om forfatterens forældre og barndom, om en mor, der forlod hende, da hun var knap fire år. Og afsnit med overvejelser om forfatterens eget kald som forfatter og sin rolle som mor, datter og tidligere hustru.
Tilsyneladende er det noget hos forfatteren selv, der forhindrer hende i at skrive en bog kun om farmoren og hendes liv.
Derfor handler denne bog heller ikke kun om den vanskelige skriveproces, men i høj grad også om selverkendelse og selvindsigt
Originally published by Pernille Lisborg, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Alvorlig og stærk norsk roman om kunst og identitet.
Jeg er dybt imponeret af Hanne Ørstaviks romaner: Ægtheden i dem, ærligheden, alvoren og de eksistentielle emner, de altid omhandler. De er ikke lette at læse, og man morer sig ikke undervejs, men det er alligevel en udsøgt fornøjelse at læse dem, netop pga. ærligheden og forfatterens sproglige skarphed.
Denne nye roman handler om en ikke navngiven forfatter, der lige er blevet skilt og er flyttet i lejlighed med sin 10-årige datter. Forfatteren vil skrive en roman om sin farmor, der i 1920´erne rejste til Kina for at følge sit kald og blive missionær. Men der kommer ingen fortælling. Sådan plejer det ellers ikke at være for denne kvindelige forfatter, jeg-fortæller i 'Kaldet – romanen'. Hendes romaner plejer at presse sig frem, så hun nærmest har været tvunget til at skrive dem.
Noget står i vejen denne gang. Forfatteren har en skriveblokering, som manifesterer sig fysisk, som en slags krampe i lårene eller som om musklerne imellem lårene og maven er for korte og strammer. Men blokeringen viser sig også som et billede af en kvinde, der står ved vinduet i forfatterens lejlighed med ryggen til. Forfatteren ved, at kvinden ved vinduet er hende selv, men hun ved ikke, hvad hun vil, og hun kan ikke komme forbi hende.
Hanne Ørstavik har endnu engang skrevet en stramt komponeret roman med et psykologisk portræt af en kvinde. Jeg fornemmer, at romanen denne gang har endnu flere selvbiografiske træk end tidligere.
Bogen er skrevet i mange små afsnit uden kapitler i øvrigt, og afsnittene veksler imellem små beskrivelser af farmoren, der ville missionere i Kina, men endte med at blive hustru og mor til ni. Afsnit om forfatterens forældre og barndom, om en mor, der forlod hende, da hun var knap fire år. Og afsnit med overvejelser om forfatterens eget kald som forfatter og sin rolle som mor, datter og tidligere hustru.
Tilsyneladende er det noget hos forfatteren selv, der forhindrer hende i at skrive en bog kun om farmoren og hendes liv.
Derfor handler denne bog heller ikke kun om den vanskelige skriveproces, men i høj grad også om selverkendelse og selvindsigt
Originally published by Pernille Lisborg, Litteratursiden.
Kommentarer