Uge 43 af Hanne Ørstavik

Psykologisk roman om en ung kvindes vej til ægtheden i livet og litteraturen. Et velskrevet portræt af den 33-årige Solvejgs liv i løbet af en uge - uge 43.

Det er et liv i litteraturens verden vi hører om med den 33-årige Solvejg som hovedperson. Hun har fået arbejde som litteraturlærer på en højskole oppe i de norske fjelde - i Norge en højere uddannelsesinstitution. Hun er den perfektionistiske type, engageret i sit fag og altid velforberedt. Historien fortæller om Solvejgs hverdag denne ene uge - uge 43.

På højskolen er hendes store forbillede, den lidt ældre Hilda, ansat som afdelingsleder. De begynder at se en del til hinanden, og Solvejg er mere end lykkelig over Hildas åbenlyse interesse i hende. Solvejg har en meget fastlåst opfattelse i sin søgen efter den dybe mening i mennesker og i litteraturen. Hun er kompromisløs, men måske af samme grund virker hun meget ensom. Vi hører intet om hverken kæreste eller nære venner. Solvejgs barndom og forhold til moren bliver beskrevet gennem hendes tanker, og moren dukker endda op i hendes drømme. Der er nogle gamle sår, fortrængninger og erindringer fra barndommen, der aldrig er blevet snakket om. Alligevel håber Solvejg på et brev fra hende, men det kommer aldrig.

For Solvejg er det en ny oplevelse at komme tættere på et andet menneske. Over for Hilda begynder hun at åbne op for sine følelser, som hun ellers havde fortrængt og lukket inde i en skal af litteratur. Hilda har dog sine venner, og ved fredagsfesten, hvor Hilda har inviteret Solvejg med for første gang sammen med venner og studerende, går det helt galt for Solvejg. Hilda skuffer hende, og det hele ender i kaos.

Bogen er skrevet med følsomhed over for hovedpersonen. Ørstavik har ordet i sin magt og fanger mange fine nuancer i sproget og i Solvejgs forskellige sindsstemninger. Bogen er et psykologisk portræt af en enspænder, og vi kommer på en måde tæt på hovedpersonen og alligevel ikke, for hun er ikke en person, man kommer til at holde af.

Forfatteren har tidligere fået oversat en anden psykologisk roman, 'Den tid det tager', som handler om en familie i krise. Her er Ørstavik formidabel god til at beskrive stemningen i familien og især den uhyggelige tavshed i hjemmet. Det var en historie der rørte noget i mig, og det synes jeg ikke det gør her i 'Uge 43'.