Hvem er hvem, og hvad man kan regne med? Rendyrket vanvid og total forvirring på godset Friederikesdal i mail-roman, der bringer genren til nye højder.
Menneskets kommunikationsmetoder og –muligheder er (vist nok) midt i en rivende udvikling i disse år. Der er langt fra røgsignaler og brevduer til vore dages som oftest net-baserede lyksaligheder inden for mellemmenneskelig udveksling af ord. Og det forekommer derfor at være helt naturligt, at nogle af disse muligheder træder ind i de litterære rækker og derved transformerer sig til (en slags) litteratur. SMS- og e-mailromaner ser dagens lys, og én af disse er blevet til gennem et samskrivningsprojekt mellem nu afdøde Rune T. Kidde og forfatter Ida Holst og lyder det lettere romantiske navn Friederikesdal.
Ida Holst kendte denne anmelder ikke meget til på forhånd, dog havde jeg hørt om romanen Nærmeste pårørende samt udgivelsen Hej søde, der er en SMS-korrespondance mellem et ungt par – based on a true story. I hvert fald havde jeg fornemmelsen af, at Holst har en kreativ og alterna-ditto tilgang til at skabe ny litteratur – evner, som Kidde jo alle dage har besiddet. Og matchet Kidde/Holst er da også ganske vellykket.
Værket, der i øvrigt bærer en af årets fineste forsider, består som ovenfor antydet af lutter mails forfattet af henholdsvis Kidde og Holst. De har aftalt at skrive en såkaldt ”udvekslings-roman”, og Ida har foreslået, at de skriver et eventyr, hvortil Rune på anarkistisk vis svarer: ”Du er velkommen til at starte, i en sjov eventyrstil, men så vil jeg gerne have lov til at svare uden overhovedet at være forpligtet til at blive i stilen! :0)” Og sådan bliver det!
Kapitel et (som er første mail fra Ida) lader til at være skrevet af en vis Adelaide, der ved en koncert har fået et visitkort i hænde. Nu skriver hun til kortets ”ejer”, og man fornemmer, at der muligvis er lagt op til en form for romance. Dén fornemmelse havde Ida også selv, men Rune ville det anderledes – så har jeg ikke sagt for meget.
Rune udnytter meget opfindsomt, at man i en mailkorrespondance rent faktisk ikke kan vide eller være sikker på, hvem den egentlige afsender er. Personen ved tastaturet kan være hvem-som-helst, der giver sig ud for at være en anden hvem-som-helst. Og derfor skifter hans afsendere identitet i en lind strøm, mens Ida længe lader sin figur Adelaide, der bor på godset Friederikesdal, være i centrum, hvilket fungerer rigtig fint i forhold til Runes evigt skiftende afsendere.
Handling? Well - trods bogens ikke særligt voluminøse omfang er den spækket med sindsoprivende begivenheder og (tilsyneladende) befolket af et meget farverigt persongalleri. Jeg nævner i flæng: En hel forbryderorganisation bestående af folk, der alle bærer efternavnet Jensen, Adelaides søster Agnete, der ender med at få det sidste ord, en ung mand (eller to) ved navn Christian Hviid, havenisser i lange baner samt en engelsk premierminister. Der er ingen grænser for galskaben, og som Adelaide selv meget præcist udtrykker det i en mail til Christian: ”…det er umuligt at vurdere, hvem der er ven, og hver der er fjende.”
Og det kan man så meget passende huske på næste gang, man tjekker sin mail.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer