Jeg skyder genvej forbi døden af Einar Már Gudmundsson

En digtsamling, der trods mange triste emner, alligevel snyder døden og hylder livet, lyset og kærligheden.

Digte er faktisk den perfekte kur mod stress. Jeg glemmer det hver gang, jeg ikke har læst digte et stykke tid. Man bliver simpelthen nødt til at gå ned i tempo; sætte sig godt til rette, tømme sit hoved og give ordene lov at bundfælde sig.
Det gjorde jeg denne weekend med Gudmundssons nye digtsamling, og det var mig en stor glæde.

Der er mange triste og vemodige digte i samlingen; digte om sygdom, alkoholisme, afvænning, afmagt, ensomhed og bristede drømme, men der er heldigvis også mange smukke digte om kærlighed, lys, lykke og poesi.

"Jeg giver dig verden sådan som den lægger sig,
hvis bare du siger mit navn
og derudover tre ord …
tre ord og mit navn,
for intet er enklere end kærligheden
som fra tidernes morgen har gjort alt indviklet
og samtidig redet det ud."

I digtsamlingen er der også politiske digte. Specielt godt er digtet "Dada-punk til Lenin – revideret udgave":

"Hvis regeringen var en bold,
ville jeg sparke den ud af banen.
(Problemet er bare at så ville de
få hjørne og score et pragtmål,
for oppositionen har sådan et elendigt forsvar)"

"Sådan er situationen:
Gamlinge spærret inde
for alderdomsforbrydelser
og unge på medicin
imod ungdommelig morskab."

Digte er, for mig at se, sprogligt langt mere personlige end prosa. Derfor er det heller ikke altid, man som læser forstår alt det, man læser. Men det gør ikke noget. Det vigtige er, at man rammes og røres af digtenes stemning. Samtidig er det ikke på alle tidspunkter af ens liv, man røres af de samme digte. Af den grund må og skal digte være noget, man tager frem igen og igen. "Jeg skyder genvej forbi døden" kommer til at stå i min reol, så den er let at få fat i!!