Beatlemanifestet af Einar Már Gudmundsson

Noder og unoder i Reykjavik. En charmerende og velskrevet historie om drenges liv og verden i 1960'ernes og 1970'ernes Island.

"Beatlemanifestet" er en velskrevet hyldest til en tid, hvor rockmusikken blomstrede og skabte drømme og længsel i drengehjerter verden over. Drengehjerterne i Reykjavik er fulde af Stones, Beatles, narrestreger og piger.

Fortælleren er den store skoledreng Johan Pjetursson. Han er en livlig gut, travlt beskæftiget med at sørge for, at livet ikke bliver for kedeligt. Med den mission er man garanteret en hel del ballade, og det bliver der også. Ikke på den onde måde, bare sådan lige tilpas.

Johan og hans venner sprudler af kreativ energi, og de danner et orkester, de kalder matchbox. Den detalje, at de ikke kan spille og i øvrigt ikke ejer 'rigtige' instrumenter, synes ikke at bekymre dem. Man kan komme langt med et bræt, et par cementsække og andre, i garagen, forhåndenværende søm.

Der bruges mange kræfter på at kigge langt efter pigerne og overveje, hvordan man kan komme dertil, at man ikke behøver kigge helt så meget, men også kan opnå lidt mere fysisk nærkontakt. Det lykkes faktisk fra tid til anden.

"Beatlemanifestet" er skrevet på kærlighed og længsel. Portrætterne i bogen er fulde af varme, og der er meget at more sig over undervejs. Det er sådan en bog, man hele tiden får lyst til at læse højt for nogen. Den er fuld af sjove historier og bipersoner, deres skæbner og gøren og laden.

Johan Pjetursson har en 'fætter' i Finland, ham kunne man kunne læse om i Mikael Niemis "Populærmusik fra Vittula". Kunne man lide ham, er jeg sikker på, at man vil holde af "Beatlemanifestet".

Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Vindrose, 2005. 236 sider. Kr 279,-