Anmeldelse
Islandske konger af Einar Már Guðmundsson
- Log ind for at skrive kommentarer
Saga, skrøner, anekdoter, humor, alvor, farce og satire – romanen rummer det hele. Efter fem års romanpause er Einar Már Guðmundsson tilbage i vanlig stil – fuld af fortælleglæde og humor.
”Man skulle tro, at I islændinge bilder jer ind, at I er noget særligt. Sådan nogle usle bonderøve, I betragter jer selv som matadorer, I bilder jer åbenbart ind, at I er konger”, ”Ja” svarede Arni Knudsen. ”Vi er konger”……”Islandske konger”.
’Islandske konger’ er en slægtsroman, som fortæller om den vidtforgrenede og meget indflydelsesrige slægt Knudsen. Slægten stammer fra den fiktive by Tangavik, Sydlandets dronning. Der har boet Knudsen’er i Tangavik i mere end 200 år, og der har været både tåber og tosser, begavelser og løjerlige personer, og de har beklædt alle slags erhverv lige fra ministre og altingsmedlemmer til fiskere, sømænd, tjenere, forbrydere og sagførere (de er ofte de samme!), drukkenbolte og horebukke. Kvinderne har været husmødre, stewardesser og kunstmalere, og selv om man ikke har blåt blod i årene, kan man godt te sig som en konge.
Slægtshistorien starter med Arfinn Knudsen og hans ankomst til skolen i Tangavik, hvor han er blevet ansat som ny lærer. Herfra går det over stok og sten og med spring frem og tilbage i tiden, men hovedvægten er lagt på de sidste tre generationer frem til den økonomiske krise. Fortælleren – Einar Már Guðmundsson – blander sig hele tiden i de mange fortællinger med kommentarer som for eksempel: ”Folk, der førhen troede på alfer og spøgelser, tror nu på konjunkturparametre og inflationsbarometre” og ”Nu kan det lade sig gøre at pantsætte fiskene i havet og tage lån i dem”.
Handlingsreferat? Det kan jeg ikke give, men tilsammen danner de mange små og store historier brikkerne til at flot og farverigt puslespil, som hænger godt sammen, og på den måde bliver Tangavik et billede på hele sagaøen og dens indbyggere. I starten havde jeg meget svært ved at holde rede på de mange Knudsen’er. Hvem var det nu lige, der var gift med hvem, og hvem var far og søn, men efterhånden måtte jeg bare overgive mig til de mange fortællinger, og det er blevet til rigtig mange grin undervejs men også rørende stunder.
Saga, skrøner, anekdoter, humor, alvor, farce og satire – romanen rummer det hele.
- Log ind for at skrive kommentarer
Saga, skrøner, anekdoter, humor, alvor, farce og satire – romanen rummer det hele. Efter fem års romanpause er Einar Már Guðmundsson tilbage i vanlig stil – fuld af fortælleglæde og humor.
”Man skulle tro, at I islændinge bilder jer ind, at I er noget særligt. Sådan nogle usle bonderøve, I betragter jer selv som matadorer, I bilder jer åbenbart ind, at I er konger”, ”Ja” svarede Arni Knudsen. ”Vi er konger”……”Islandske konger”.
’Islandske konger’ er en slægtsroman, som fortæller om den vidtforgrenede og meget indflydelsesrige slægt Knudsen. Slægten stammer fra den fiktive by Tangavik, Sydlandets dronning. Der har boet Knudsen’er i Tangavik i mere end 200 år, og der har været både tåber og tosser, begavelser og løjerlige personer, og de har beklædt alle slags erhverv lige fra ministre og altingsmedlemmer til fiskere, sømænd, tjenere, forbrydere og sagførere (de er ofte de samme!), drukkenbolte og horebukke. Kvinderne har været husmødre, stewardesser og kunstmalere, og selv om man ikke har blåt blod i årene, kan man godt te sig som en konge.
Slægtshistorien starter med Arfinn Knudsen og hans ankomst til skolen i Tangavik, hvor han er blevet ansat som ny lærer. Herfra går det over stok og sten og med spring frem og tilbage i tiden, men hovedvægten er lagt på de sidste tre generationer frem til den økonomiske krise. Fortælleren – Einar Már Guðmundsson – blander sig hele tiden i de mange fortællinger med kommentarer som for eksempel: ”Folk, der førhen troede på alfer og spøgelser, tror nu på konjunkturparametre og inflationsbarometre” og ”Nu kan det lade sig gøre at pantsætte fiskene i havet og tage lån i dem”.
Handlingsreferat? Det kan jeg ikke give, men tilsammen danner de mange små og store historier brikkerne til at flot og farverigt puslespil, som hænger godt sammen, og på den måde bliver Tangavik et billede på hele sagaøen og dens indbyggere. I starten havde jeg meget svært ved at holde rede på de mange Knudsen’er. Hvem var det nu lige, der var gift med hvem, og hvem var far og søn, men efterhånden måtte jeg bare overgive mig til de mange fortællinger, og det er blevet til rigtig mange grin undervejs men også rørende stunder.
Saga, skrøner, anekdoter, humor, alvor, farce og satire – romanen rummer det hele.
Kommentarer